Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

identitetsopfattelse (46:90). Samfundet har gennemgået en individualisering, hvilket betyder, at det
enkelte individ er frigjort fra traditionelle sociale bindinger. Det enkelte individs livsbane er ikke i
samme grad som tidligere fastlagt på forhånd, og det kan (og skal) selv træffe en lang række valg
omkring sit eget liv, eks. uddannelse, job, partner, bolig, børn osv. (15;46). Det er i den forbindelse
interessant, hvordan individualiseringen påvirker læge-patient rollerne. Sociolog Talcott Parsons
forståelse af sygerollen har i mange år været den mest anvendte typologi (14:14). Den defineres ud
fra fire komponenter: 1. Sygerollen legitimerer fritagelse fra en række forpligtelser, 2. Den syge er
ikke skyld i sin tilstand, og kan kun få det bedre med lægens hjælp, 3. Den syge har et socialt ansvar
for at få det bedre, og skal følge lægens råd, 4. Det forventes, at den syge vil søge hjælp fra en
kompetent læge (14:14). Parsons forståelse af sygerollen blev imidlertid defineret i 1951. Den
afspejler den traditionelle opfattelse af læge-patientrelationen, hvor lægen er den aktive, og den der
har løsningen, og patienten er den passive, der skal følge lægens råd. I den nyliberale
markedsorienterede forståelse af læge-patientrelationen er rollerne mere eller mindre vendt om. Da
bliver patienter betegnet som aktive kunder og selvstændige forbrugere, der tager informerede, frie
valg. Lægen er derfor ikke længere en paternalistisk ekspert men derimod en serviceindstillet
tjenesteyder, en sælger med andre ord (5:38). Individualiseringens kultur højner selvbevidsthed
(47), hvilket ifølge denne afhandlings teoretiske udgangspunkt må formodes at påvirke patienternes
selvopfattelse, når de går til lægen. Spørgsmålet er blot hvordan? Det er interessant at undersøge,
om patienter fortsat har samme passivitet over sig som Parsons sygerolle, eller om patienter opfører
sig som forbrugere i konsultationen.
Denne afhandling undersøger, hvad der skaber patienttilfredshed, og den er derfor på flere måder
normativ, dvs. den forsøger at udrede, hvordan lægen bør være, for at patienten er tilfreds. Dermed
bevæger afhandlingen sig på grænsen til at være en afhandling inden for professionsetik. Et centralt
spørgsmål i professionsetik er, hvad bør sundhedspersonalet gøre i forhold til, hvad der er moralsk
rigtigt at gøre (48)? I afhandlingen er der imidlertid foretaget en afgrænsning, og der vil kun i et
begrænset omfang i diskussionen inddrages etiske aspekter. Afhandlingens formål er at fokusere på
patienternes behov i højere grad end at definere, hvordan lægen etisk bør opføre sig.
19