Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

forekom heller ikke rationelt, at de utilfredse patienter ikke skiftede læge eller først gjorde det efter
længere tids overvejelser og krænkelser. Denne til tider irrationelle adfærd kan imidlertid forstås ud
fra et biologisk behov for tilknytning (111). Tilknytningsteorien er en del af udviklingspsykologien
og skabt af psykolog John Bowlby til at forstå mor-barn relationen (53). Behovet for tilknytning er
imidlertid alment og aktiveres også som voksen. Når mennesket er ked af det, sygt eller bange har
det, ifølge Bowlby, et biologisk behov for at knytte sig til en ”omsorgsgiver”, én der er stærkere
eller klogere end én selv (52). Mekanismen aktiveres automatisk, og behovet for at knytte bånd til
en omsorgsgiver opfattes som biologisk. Mange af patienterne i afhandlingen udviste denne
”tilknytningsadfærd”, og de gjorde lægen til ”omsorgsgiver”, uanset om lægen ville det eller ej. De
efterspurgte omsorg fra lægen og knyttede sig til ham for at opnå tryghed og omsorg. Det var derfor
værdifuldt for mange af patienterne at have en kontinuerlig relation til en fast, praktiserende læge. I
dansk almen praksis er muligheden for at opretholde og udvikle en tæt tilknytning tilstede på grund
af den organisatoriske konstellation med listeprincippet. I Norge indførte de i 2001 en fast
lægeordning med listeprincip, og ifølge norske patienttilfredshedsundersøgelser er tilfredsheden
højnet efter denne ”fastlegereform” (5). Det synes at cementere antagelsen om, at interpersonel
kontinuitet kan opfattes af patienterne som noget positivt og efterstræbelsesværdigt.
Hovedparten af patienterne gav udtryk for en form for sårbarhed i relationen til lægen. En sårbarhed
der også medvirkede til, at relationen adskilte sig fra andre professionelle relationer. Det var især
henvendelsesårsagen, der definerede graden af sårbarhed og derfor også differentierede patienternes
behov for en fast læge. Jo mere syg og bekymret patienten var, jo mere sårbar og jo større behov for
en fast læge, og omvendt. Det stemmer overens med anden forskning, der viser, at det især er
kronikere, der vægter en fast læge (31;32;34;66;108). Patienterne var ikke altid bekymrede eller
alvorligt syge, når de henvendte sig til den praktiserende læge. Der var variation i graden af
sårbarhed, hvilket kan være en forklaring på, hvorfor de interviewede patienter ikke hver gang
insisterede på at komme ind til den faste læge. Ifølge Bowlby er behovet for tilknytning forskelligt
hos de to køn og i de forskellige livsfaser (52:111). To patienter gav ikke udtryk for et behov for
tilknytning til lægen, men begge mente, det ville være anderledes, såfremt de blev alvorligt syge,
eller deres livsomstændigheder ændrede sig. Behovet for en fast læge syntes derfor at ligge latent i
dem. Der var imidlertid patienter, der var raske og unge, men som gav udtryk for, at de kun ville ind
til den samme faste læge. Det kan umiddelbart undre, men behovet for tilknytning er sandsynligvis
præget af den individuelle tilknytningsstil, som patienten har. Tilknytningsadfærd er blevet
49