Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

hvilket andre studier før har vist (120;121). Chiechanowski begrunder patienters non-kompliante
adfærd ud fra tilknytningsteori (117), men argumenterer samtidigt for, at patienter vil behandles
som forbrugere, hvor magt og kontrol deles. Han begrunder dette ud fra businesslitteratur, der viser,
at forbrugere vil have empowerment, valgmuligheder, klar kommunikation og høj service. Det
virker modsætningsfyldt, at han definerer patienter som forbrugere, når han anvender
tilknytningsteori til at begrunde patientadfærd. De to teoretiske tilgange harmonerer ikke ret godt -
en sårbar patient, der har brug for omsorg, og en rationel forbruger, der vil bestemme selv! I stedet
for rationel businessteori synes det mere teoretisk konsistent at koble socialpsykologisk
anerkendelsesteori med tilknytningsteori.
4.1.4. Anerkendelse, genkendelse, ekspertise og omsorg skaber en god læge-patientrelation
Denne afhandling har indtil nu ikke inddraget etik, selvom den indirekte kredser om de etiske
aspekter i læge-patientrelationen. Afhandlingen undersøger, hvordan 22 patienter ønsker at lægen
skal handle i relationen til dem, og den beskæftiger sig derfor med etiske spørgsmål om, hvordan
lægen bør være. Filosof Arne Johan Vetlesen mener, at etisk tænkning er nødvendig for at kunne
arbejde med mennesker (122). Vetlesen indskriver sig i samme teoretiske grundstruktur som
Honneth, Bowlby og Schibbye ved at tage afsæt i, at mennesket er et relationelt selv, der skabes i
mødet med den anden. Han definerer sårbarhed, afhængighed, dødelighed, relationers skrøbelighed
og eksistentiel ensomhed som fem ufravigelige grundvilkår ved tilværelsen (123), og
grundvilkårene sårbarhed og afhængighed ligner på flere måder det biologiske behov for
tilknytning. Ifølge Bowlby er behovet for tilknytning netop hverken infantilt eller patologisk, men
grundlæggende (52:139). Ifølge Vetlesen befinder grundvilkårene sig i et spændingsforhold til
tidens krav om autonomi, selvtilstrækkelighed og egen mestring. Et kulturelt træk i vores tid er, at
det er uværdigt at være svag, og det kan gøre det svært at vise sin sårbarhed hos lægen. Når
patienterne søger anerkendelse, sker det på baggrund af individualiseringens krav om ”frisættelse”
af individet. Individualiseringen har øget muligheden for individuel selvrealisering og har medført,
at den enkelte er fri til at skabe sin identitet. Dermed står anerkendelse og frihed i relation til
hinanden, ligesom omsorg og sårbarhed står i relation til hinanden. Den ”frie” og selvrealiserede
patient ønsker lægens anerkendelse, men den samme patient kan også være sårbar og ønske lægens
omsorg. Vetlesen argumenterer for, at lægen bør gå imod tidsånden ved ikke at bifalde autonomi, da
grundvilkårene medfører, at patienterne altid i et vist omfang vil være sårbare over for lægen (124).
51