Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

præciseret, at en god læge-patientrelation er karakteriseret ved, at patienten bliver behandlet som en
person (35;80), men det defineres ikke teoretisk, hvad det indebærer. De interviewede patienter i
denne afhandling følte, at de blev behandlet som personer med individuelle behov, når lægen
anerkendte dem i den konkrete konsultation. Det første møde mellem lægen og patienten kunne
således være yderst tilfredsstillende. Det handlede primært om lægens evne til at ”tage patientens
perspektiv”, og det skete i mødet. Ifølge sociolog Anthony Giddens er skabelsen af tillid i
mellemmenneskelige relationer i en individualiseret verden et projekt, hvor tillid konstant skal
vindes, og som kræver begge parters evne til at udvise varme og åbenhed (81:121). Det er i den
konkrete læge-patientrelation, at tillid skabes, og den skal genvindes fra gang til gang. Honneth
opdeler anerkendelse i tre sfærer: 1) Privatsfæren, som vi kender fra familien og venskabet, 2) den
retslige sfære, og 3) den sociale, som dækker kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber
(50). Set i det lys har patienter opnået større anerkendelse både i den retslige sfære gennem øgede
patientrettigheder (13), og i den sociale sfære gennem en øget anerkendelse af patienternes
synspunkter, hvilket fx afspejles i den accept, som metoden ”patientcentreret medicin” har opnået
(19). Afhandlingen betragter læge-patientrelationen som en relation, hvor begge parter gensidigt
påvirker hinanden gennem ”generaliserede forventninger” til den anden (se teoriafsnit 1.4.2). Da
patienterne har opnået øget anerkendelse, må de ”generaliserede forventninger” mellem lægen og
patienten formodes at være ændret til, at begge parter har et øget fokus på patienternes behov. Det
synes også at kunne tolkes ud fra de interviewede patienters udsagn. De forventede at blive taget
alvorligt, og blev de ikke det, følte de sig krænkede af lægen. Oplevelsen af krænkelse skete, når de
følte, at lægen ikke lyttede til dem og nedgjorde, fremmedgjorde eller ignorerede deres problem,
dvs. det modsatte af anerkendelse. Afhandlingens empiriske resultater bekræfter en antagelse om, at
læger ufrivilligt kan krænke patienten ved at objektgøre patienten (82).
Værdierne i sundhedsvæsenet er effektivitet og evidensbaseret medicin baseret på rationalitet,
hvilket kan medføre, at lægen risikerer at blive ”afhumanisereret” i patientrelationen. Det kræver, at
lægen løbende reflekterer over sin adfærd i relationen til patienten. Det bekræftes i et nyligt
publiceret studie, hvor forskelligt sundhedspersonale beretter om episoder, som de har været
involverede i, og som de oplevede som krænkende for patienten (83). Lægen bør være i besiddelse
af en selvrefleksivitet, hvor han ikke er bange for at erkende sine følelser, ifølge Malterud og
Hollnagel (82). De argumenterer for en ”awareness model”, hvor konsultationen er præget af en
gensidig forståelse (”mutual understanding”) mellem patienten og lægen og en selvrefleksivitet i
43