Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

En undersøgelse publiceret i 2007 viste, at de praktiserende læger var dårlige til at vurdere, hvornår
patienter ville involveres i beslutningsprocessen, og at de ofte overvurderede deres patienters ønske
om at blive involveret i beslutningsprocessen (92). Studiet viste også, at 45% af patienterne fortsat
ønsker, at lægen er hovedansvarlig for beslutningen. Kun 16% af patienterne foretrak at tage
hovedansvaret for behandlingen. Alligevel mener nogle praktiserende læger, at patienterne skal
anspores til at involvere sig, såfremt de viser modvilje mod involvering (93). Den politiske diskurs,
hvor patienter er blevet ”kunder” (5), kan muligvis påvirke de praktiserende læger til at tro, at
patienterne er mere ”forbrugerorienterede”, end de i virkeligheden er. Bensing m.fl. sammenlignede
læge-patient kommunikationen i konsultationer med hypertensionspatienter i 1986 og i 2002 (94).
De fandt, at lægerne i 2002 gav mere medicinsk information end i 1986, men at lægerne ikke
længere var fokuserede på at skabe en god relation til patienterne. De havde forventet, at lægerne
var blevet mere patientcentrerede, men konkluderede i stedet, at lægerne var begyndt at
kommunikere med deres patienter på en businessagtig og instrumentel måde. Den udvikling kan
muligvis skyldes, at lægerne antog, at patienterne var blevet kundeorienterede, og derfor ikke
længere havde samme behov for omsorg i læge-patientrelationen.
Den dominerende forståelse af læge-patientrelationen i dag er, at der er tale om et jævnbyrdigt
partnerskab (8;95), og paternalisme i læge-patientrelationen betragtes i et negativt lys (96). En
naturlig følge af partnerskab og ”patient empowerment” er tildeling af ansvar, og spørgsmålet er,
om den forståelse af læge-patientrelationen overser magtbalancen i forholdet. Ifølge Salmon skjuler
den eksisterende litteratur i medicinsk kommunikation den kendsgerning, at læge-patientrelationen
er mere kompleks end blot et jævnbyrdigt partnerskab (97). Denne afhandling viste en klar
sammenhæng mellem at give udtryk for utilfredshed og følelsen af at være ladt alene med
beslutningen om behandling. Lægens autoritet som professionel lægefaglig ekspert syntes at være
intakt blandt de interviewede. Patienten efterspurgte lægens vurdering, og lægen skulle fortsat være
ekspert. Ifølge professionsteori skyldes dette, at der i selve relationen er en ulighed indlejret, og
relationen kan pr. definition ikke være jævnbyrdig (48). Relationen mellem læge og patient har
karakter af en asymmetri. Det er forudsætningen for relationen, da patienten opsøger lægen netop
fordi lægen har en magt, som patienten ikke har, og fordi patienten ønsker at lægge sine problemer -
eller sit liv (som flere af patienterne i denne afhandling beskriver det) – i lægens hænder. Lægen er
nødt til at anvende sin magt i kraft af sin kompetence og ansvar (48). Olesen problematiserer i den
forbindelse, at lægens autoritet synes at være blevet gjort udelukkende negativ (98). Autoritet er
45