Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

jævnbyrdige forhold mellem lægen og patienten til en ligeværdig dialog i den interpersonelle
relation. Læge-patientrelationen er baseret på lægens kompetencer, hvilket patienterne både
anerkendte og efterspurgte. Den ideelle læge-patientrelation synes således at rumme gensidig
anerkendelse.
For det tredje var det nødvendigt at lægen forstod, at patienterne følte en vis grad af tilknytning til
lægen. Studiet bekræftede andre studier ved at vise, at patienterne ønskede at fastholde en
kontinuerlig relation til lægen, men tilføjede ny viden ved at pege på tilknytningsteorien som mulig
forklaring på, hvorfor det forholdt sig sådan. Interpersonel kontinuitet er positivt for patienterne på
grund af et ”biologisk” behov for tilknytning ved sygdom. Patientens adfærd får i større eller
mindre grad karakter af en tilknytningsadfærd, og lægerollen kan i den forbindelse omfatte rollen
som omsorgsgiver. Patienterne ”doctor shoppede” ikke, ej heller når de var utilfredse med
relationen til lægen. Når først båndet mellem læge og patient var skabt, skulle der ofte flere
krænkelser til, inden patienten skiftede læge. Læge-patientrelationen kan derfor ikke sammenlignes
med en sælger-kunde relation. Patienten er ikke en rationel forbruger, men et sårbart menneske, der
har behov for lægens omsorg.
Der tegner sig således et komplekst billede af patienternes behov i læge-patientrelationen i dag. Når
et menneske er sygt eller bekymret for at være sygt, aktiveres dets sårbarhed. Sårbarhed er et
grundvilkår i livet, men det står i et spændingsforhold til tidens krav om autonomi. Afhandlingen
bekræfter i nogen grad den antagelse, at patienter vil accepteres som selvstændige individer.
Patienterne har et behov for at blive ”set” af lægen som hele mennesker med individuelle behov.
Afhandlingen nuancerer imidlertid antagelsen om, at patienter er blevet ”markant uautoritære” ved
at vise, at de fortsat har brug for en læge, der tager et ansvar, og som er omsorgsfuld. For at opnå en
dybere forståelse af, hvad der skaber patienttilfredshed i den senmoderne læge-patientrelation,
synes det nødvendigt at koble en socialpsykologisk teori, der viser et identitetsmæssigt behov for
anerkendelse, med en biologisk teori, der viser et fysiologisk behov for tilknytning.
Anerkendelsesteorien forklarer, hvorfor det er værdifuldt for patienterne, at lægen tager dem
alvorligt, og tilknytningsteorien forklarer, hvorfor patienterne er sårbare, og hvorfor det er
værdifuldt for dem, at der skabes en kontinuerlig relation mellem lægen og patienten. Tilsammen
skaber teorierne en syntese, der illustrerer patienters behov i læge-patientrelationen, og som leverer
en overbevisende argumentation for, at den gode interpersonelle læge-patientrelation ikke kan
sidestilles med en forbrugerrelation.
61