Patientperspektivet på læge-patientrelationen i ... - Dagens Medicin

Tema: krænkelse: ”Ikke at blive taget alvorligt” dvs. at blive affærdiget, mødt med
ligegyldighed, ikke taget alvorligt, ikke blive genkendt.
Informant 4:
Interviewer: ”Hvad skal der til, for at du ikke har tillid til ham (lægen)?”
Vera: jamen der vil jeg beskrive det sådan, som jeg havde det i starten, hvor jeg følte, at når man
kom ind, så blev man hurtigt affærdiget og så ud af døren igen, ligesom at der var ikke tid til én. Så
føler jeg mig ikke tryg ved det, hvis det er én, der..hvis det er en læge, der lige pludselig ikke giver
sig tid til at høre på, hvad det egentlig er, man kommer for… Så synes jeg måske, at jeg ligesom, så
føler jeg mig ikke tryg ved det”. (Vera, 51 år)
Informant 5:
Søren: ”Han tog mig overhovedet ikke alvorligt. Han interesserede sig overhovedet ikke for den
person, han sad over for. Simpelthen. Og det er i hvert fald 2 gange, at jeg har været ude for den
behandling, så det er ikke bare…, han er åbenbart sådan, ellers også ved han ikke, hvad han skal
gribe og gøre i, det kan da være en anden mulighed i, men altså det kan jeg jo ikke bruge til noget,
altså min oplevelse er, at han interesserer sig ikke for mig”. (Søren, 72 år)
Informant 6:
Interviewer: ”Var du tilfreds med den anden læge, du havde i lægehuset?”
Katrine: ”Nej, jeg var ikke tilfreds med ham ud fra den betragtning, at han, og det synes jeg er et
problem ved mange af de læger, jeg har været inde hos, har meget travlt med at kigge på deres
skærm, frem for at kigge på mig. De skal lige se, hvad jeg nu har fået af medicin, altså jeg har en
fornemmelse af, at de fleste overhovedet ikke kender én. Altså..at de bare skal se på skærmen, hvad
er der nu i vejen, altså..? Som læge ser du næsten på den der skærm hele tiden uden egentlig at
høre særlig meget efter, hvad patienten siger”.
Interviewer :”Ja. Han tog dig ikke alvorligt eller hvad?”
Katrine: ”Nej, jeg synes, altså..”
Interviewer: ”Kan man sige det?”
Katrine: ”Ja, jeg var ligesom fremmedgjort på en eller anden måde. Når han så mig, altså når han
kaldte mig ind fra venteværelset, så var det nærmest som om, at det var første gang, at han
overhovedet så mig. Og nu havde jeg været tilknyttet det lægehus i så og så lang tid, så måtte han
ligesom vide, hvem jeg var, ikke?”(Katrine, 72 år).
37