Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

ekommet mange lovlig rigoristisk, illustrerer hvordan afskedigelse
fra et job ikke kan betragtes som et urimeligt indgreb hvis det er
sket efter krænkende ytringer fra den pågældende. Den tyske lærer
Julia Glasenapp søgte i 1974 om et job som skolelærer i Nordrhein-
Westphalen, men blev afvist fordi hun havde lovprist det kommunistiske
partis børnehavepolitik. I Tyskland kræves et særligt løfte
om loyalitet over for staten hvis man vil have offentligt embede.
Det kunne hun klart nok ikke leve op til.
Nogenlunde den samme situation var en vis Rolf Kosiek i. Han
underviste på en teknisk skole i Nürtingen, også i den da eksisterende
Vesttyske Forbundsrepublik, og havde givet udtryk for nynazistiske
ytringer som medlem af Tysklands Nationaldemokratiske
Parti (NPD). Ejheller fandtes han at vise den fornødne troskab mod
forfatningen, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol følte
sig ved afgørelsen af begge sager i 1986 foranlediget til at fastslå at
det var tilladt for en offentlig myndighed at "sortere" sine ansøgere
inden den endelige ansættelse. Den måtte med andre ord godt foretrække
de loyale og pligttro frem for nogle der mere eller mindre
havde antydet at de ville lave ballade eller i hvert fald havde meget
yderligtgående synspunkter.
Helt anderledes gik det derimod i Vogt-sagen, også fra Tyskland. I
denne fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1995
at Dorothea Vogt, der var gymnasielærer i byen Jever i Nedre
Sachsen, havde fået sin ytrings- og foreningsfrihed efter artiklerne 10
og 11 i konventionen krænket; hun var i 1987 blevet afskediget fra
sin stilling, fordi hun var politisk aktiv i Tysklands Kommuni-stiske
Parti (DKP). Hendes sag adskilte sig fra de to foregående, fordi hun
havde været ansat i skolevæsenet siden 1979 da sagen mod hendes
rejstes, mens de to andre søgte om ansættelse. Retten i Strasbourg
fandt ikke at det var nødvendigt for et demokratisk samfund som det
tyske at afskedige fru Vogt, så meget mere som der ikke havde været
klager mod hende for at have indoktrineret eleverne. Dommerstemmerne
stod imdlertid ti mod ni, dvs. flertallet for krænkelse var
yderst knebent. Fru Vogt opnåede senere ved forlig med den tyske regering
en kompensation på 222.639 tyske mark (ca. 847.000 kr.).
De Becker-sagen fra Belgien er et eksempel på et for rigoristisk
indgreb over for en hadet kollaboratør fra 2. verdenskrigs tid.
Raymond de Becker var som følge af sit samarbejde med den tyske
108
2.
6.
11.
13.