Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

2.
6.
11.
13.
nen byder på. Det meste af Europa var stærkt grebet af disse uhyrligheder.
De fire lande som rejste sagen, havde ikke politisk noget
som helst "i klemme" og var heller ikke på nogen måde "offer" for
de menneskerettighedskrænkelser det nye styre i Grækenland
udøvede.
Men de følte et generelt ansvar – og det er hvad staterne også
manes til i konventionens art. 33 der taler om at "enhver af de høje
kontraherende parter", dvs. underskriverstaterne, kan indbringe ethvert
påstået brud på konventionen og de dertil knyttede protokoller
for domstolen. Europarådets parlamentariske forsamling udtalte
i forbindelse med denne sag at medlemsstaterne nærmest har pligt
til at anlægge sag ved alvorlige, dvs. omfattende krænkelser af konventionen.
Dette må dog til en vis grad kaldes ønsketænkning, og i
det store og hele har Vesteuropas lande ikke ønsket at benytte det
inter-europæiske juridiske "værktøj" til at klare politisk prægede
problemer i andre lande.
Men det var ikke meget overdrevet at sige at konventionen stort
set var sat ud af kraft i Grækenland. Mange danskere engagerede sig
i grækernes kamp for at genvinde demokratiet, nogle hjalp endog
grækere til flugt ud af landet. De forfulgte og torturerede menneskers
forfærdende vidnesbyrd ved Den Europæiske Menneskeretskommissions
afhøringer opskræmte vide kredse. Obersterne i
Athen vidste hvad vej vinden blæste og besluttede at komme en
eksklusion af Europarådet i forkøbet ved selv at trække landet ud af
organisationen – i december 1969. Rådets Ministerkomité – der
måtte behandle sagen, fordi Grækenland ikke havde ratificeret
menneskerettighedsdomstolens kompetence – fik først i april 1970
vedtaget en resolution der fastslog landets krænkelse af ikke mindre
end ti artikler i konventionen.
Den græske advokat Stellios Nestors beretning om sin skæbne –
der blev forelagt Den Europæiske Menneskeretskommission under
hans vidnesbyrd i Strasbourg – illustrerer de tusinder af ulykkelige,
pinte og plagede grækere som blev politiske fanger under det højreorienterede
militærregime. Han blev anholdt i maj 1968, blev
ført til politihovedkvarteret i Saloniki og blev bokset i maven. Da
han ikke ville angive nogen, blev han anbragt med hovedet nedad
og pryglet under fodsålerne. Denne form for tortur, kaldet "bastonade",
er meget udbredt i Middelhavsområdet og benyttes således
159