Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

VI
Folkegruppernes fejder
Europa har nok et enhedspræg som har været en stærk drivfjeder
i det samarbejde som voksede frem efter 2. verdenskrig,
men de mange folkeslag der ikke lever i deres egen nationalstat,
har i lange perioder været et uroelement som er faldet
uden for samlingsbestræbelserne. De skal omtales her, fordi debatten
om og behovet for en inter-europæisk mindretalsbeskyttelse har
været intens, ikke mindst efter at Jugoslavien gik i næsten total opløsning
i begyndelsen af 1990'erne. Denne fremstilling koncentrerer
sig – i overensstemmelse med bogens hovedemne – om svage og
svagere folkegruppers beskyttelsesbehov og de internationale vedtagelser
herom. Derfor giver den ikke en totalbeskrivelse af de historiske
og politiske omstændigheder for diverse truede folkegruppers
situation.
I menneskeretssammenhæng er begrebet folkenes selvbestemmelsesret
(som direkte er optaget i FN's to menneskeretskonventioner
af 1966) af interesse, fordi begrebet kan føres tilbage til 1. verdenskrigs
tid. Det var den daværende amerikanske præsident Woodrow
Wilson som første gang formulerede begrebet (i en tale i Mount
Vernon i juli 1918), og hans indsats under Versailles-konferencen
efter 1. verdenskrig gjaldt ikke mindst de mange folkeslag der i
Central- og Østeuropa som i et kludetæppe levede ind mellem hinanden.
Et af hans 14 punkter (i en anden berømt tale fra 1918) fastslog
at der skulle lægges lige så meget vægt på kolonifolkenes, altså
de ikke-selvstændige folkegruppers, rettigheder som på regeringernes
berettigede krav.
Folkeforbundspagten – "grundloven" for det Folkeforbund, som
var forløber for vore dages Forenede Nationer (FN) – indeholdt
ikke regler om en sådan beskyttelse, men flere separate fredstrakta-
50
2.
6.
11.
13.