Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

2.
6.
11.
13.
Der er en stærk samfundsinteresse i at sager afgøres inden for "rimelig
tid". Kolossalt mange sager over hvis substans der ikke er blevet
klaget eller har kunnet klages til Strasbourg, er blevet indbragt
dertil med just denne anke. Det holder hårdt med at få ændret ved
visse europæiske staters idelige krænkelser af netop denne konventionsregel.
Italien indførte imidlertid i 2001 en lov som muliggjorde,
at klager over langsom sagsbehandling kunne indbringes for en italiensk
appelret. Spanien havde da i nogen tid haft et lignende system.
Det er den regel der oftest er klaget over, og til dato (1. januar 2002)
har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådets
Ministerkomité afgjort omkring 2000 af den type sager, særlig dog fra
Italien som alene har overtrådt reglen over 1500 gange.
I sagen Kudla mod Polen fandt Strasbourg-domstolen nærmest
“de vise sten”, da den ved en dom i okt. 2000 fandt på at påpege
nødvendigheden i at staterne havde et nationalt klageorgan for langsom
sagsbehandling. Andrzej Kudla blev i 1999 ved appelretten i
Krakow dømt fem års fængsel for bedrageri, men han var ikke blevet
ordentlig behandlet: Det var således en krænkelse af konventionen,
at han i forundersøgelsen var tilbageholdt i to år og fire
måneder ligesom hans sag, som i alt kom til at strække sig over ni
år, i hvert fald uden hans skyld var blevet udskudt ét år og otte
måneder.
Menneskerettighedsdomstolen påpegede imidlertid i denne sag
det konventionskrænkende i at en stat - her Polen - ikke gav borgerne
mulighed for at klage til et nationalt organ for syltning af en
sag, eftersom konventionens art. 13 netop taler om, at enhver, der
krænkes i sine rettigheder efter konventionen “skal have adgang til
effektiv oprejsning for en national myndighed”. Domstolens årelange
frustration over at staternes retsvæsen er så sendrægtige - det italienske
ikke mindst (se side 154f) fandt her et nyt udtryk - med udsigt
til, at en hel del sager vil blive afgjort af staterne selv i fremtiden.
Særlig alvorlige har været de tragiske sager om erstatning til de
blødere der havde modtaget uscreenet blod og derved var blevet
aids-ofre. I en lang række franske sager fra begyndelsen af 1990'erne
er blødere blevet givet betydelige erstatninger efter medvirken af
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – op til ca. 230.000
kr. for langstrakt sagsbehandling, og som følge heraf blev der også
67