Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

Østersørådets kommissær (hvor institutionen altså bærer samme
navn som dens leder, akkurat som Folketingets Ombudsmand herhjemme)
besluttedes etableret ét år efter rådets oprettelse i 1992 i
erkendelse af at menneskerettigheder kun kan gives tilstrækkelige
vækstbetingelser når demokratiske institutioner eksisterer. Denne
kommissær som har sæde i København, har derfor fået et forholdsvis
bredt mandat der populært kunne kaldes "demokratiudvikler".
Kommissæren må godt modtage klager fra enkeltpersoner, men
skal føre sig diskret frem: Institutionens beretninger eller årsrapporter
handler f.eks. ikke om menneskerettighedskrænkelser, men om
de mangeartede kontakter der er etableret, om de konferencer og
møder der er holdt. Her er snarere tale om en slags "politisk/juridisk
lægegerning": Ondet konstateres, diagnosen stilles, kuren anvises,
og helbredelsen følger (forhåbentlig). Nok rådgiver kommissæren
enkeltpersoner der har henvendt sig, men hovedsigtet er at hjælpe
nyudklækkede demokratier på vej, og herunder har alle de 11 medlemslande
f.eks. fået en ombudsmandsinstitution eller noget der ligner
det. Blandt de andre opgaver er at hjælpe med til at give advokatstanden
rimelige arbejdsvilkår, så private organisationer for beskyttelse
af menneskerettigheder og mindretal kan virke effektivt
(ved rådgivning og måske sagsanlæg).
Når en klager ikke skal have passeret ombudsmandsinstitutionen
i f.eks. Danmark inden vedkommende går til Strasbourg-systemet,
skyldes det at ombudsmandens udtalelser ikke er juridisk bindende.
Benyttelsen af ombudsmanden kan imidlertid være hensigtsmæssig
og ikke udgiftskrævende for en borger der føler sig trådt over tæerne
af den offentlige forvaltning – og måske en billigere eller lettere vej
end gennem retssalene. Ud fra lignende betragtninger, som tanken
om at forebyggelse er bedre end helbredelse, indtager Østersørådets
kommissær en vigtig position i den demokratiske opbygningsfase
hele Østeuropa befinder sig i.
Østersørådets kommissær skal samarbejde med OSCE's højkommissær
for nationale mindretal og FN's Højkommissariat i Genéve.
De kan med garanti bruge en del tid på at sikre at de ikke overlapper
hinanden i al deres velmenende virksomhed, men generelt kan
det vel siges at Østersø-kommissæren arbejder mere forebyggende
end de to andre institutioner. Der er i hans mandat givet udtrykkelig
forsikring om at de personer der forsyner ham med oplysninger,
48
2.
6.
11.
13.