Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

2.
6.
11.
13.
I 1948 vedtoges en international konvention til forhindring af
folkedrab med pligt for underskriverstaterne til at straffe de personer
der måtte være ansvarlige for tilintetgørelse af nationale, etniske eller
religiøse grupper. Her lagdes altså op til et slags "tværnationalt"
ansvar hvor den ene stat ligefrem havde pligt til at straffe for hvad
der var begået af uhyrligheder i en anden stat. Det blev ved de
smukke talemåder indtil verdenssamfundet efter Golf-krigen 1990-
91 skabte en midlertidig international beskyttelse for udrydningstruede
kurdiske folkegrupper i Irak.
Hermed introduceredes for alvor begrebet humanitær intervention,
et folkeretligt begreb der kan iklædes kød og blod når væsentlige
menneskelige beskyttelseshensyn tilsiger det. Hermed legitimeredes
folkeretligt et internationalt indgreb i et FN-medlemslands
indre anliggender – det der ellers må anses for forbudt efter FN-pagten.
NATO-landenes intervention i Bosnien-Hercegovina i 1992-
95 og den jugoslaviske provins Kosovo i 1999 tjente som en fortsættelse
af denne linje. Selv om militæraktionen mod Jugoslavien ikke
skete i FNs regi, ansås det generelt for folkeretsmæssigt at skride ind
til beskyttelse af kosovo-albanernes liv og ejendom.
I hverken slaveri-eller folkedrabskonventionen indgår imidlertid
regler om nogen kontrolkomité hvortil personer som måtte anse
sig for at blive holdt som slaver, eller dem der måtte frygte at blive
dræbt ved massakrer, kan henvende sig. Hvorvidt det er realistisk
at forestille sig en sådan kontrolmekanisme for disse former for
menneskerettighedskrænkelser, kan diskuteres.
FN's beskyttelsessystem
Først i 1966 opnåedes international enighed om formuleringen af to
konventioner om menneskerettigheder i FN's regi. En nærmere
granskning af alle de rettighedstyper der i moderne tid skønnedes at
falde inden for menneskerettighedsfeltet, tilsagde at de blev delt op
i to hovedgrupper: 1. De borgerlige og politiske rettigheder, og 2. De
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Denne sondring har siden givet anledning til megen uenighed
mellem læge og lærde – og mellem de rige og fattige lande. Den har
imidlertid god mening. Den understreger det mangeartede i menneskerettighedssfæren,
og at det ikke er muligt at give hver eneste
rettighed samme juridiske tyngde.
43