Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

Herved bliver det klart at denne konvention omfatter omkring
en snes enkelte menneskerettigheder (der er flere end én rettighed i
hver artikel). Hertil kommer ca. 15 rettigheder i tillægsprotokollerne.
Alligvel forekommer det måske nogle læsere af konventionen lidt
uklart hvem der har pligterne i forhold til alle de mange rettigheder
der er opregnet. Der skal under alle omstændigheder lægges en vis
portion ansvar for rettighedernes overholdelse hos staten selv om det
måtte være en privatperson der strengt taget foretager sig noget der
krænker en andens menneskeret. En overfladisk læsning uden særlig
fokuseren på art. 1 kan godt tilsløre at det dybest set kun er staten
der kan bære ansvaret for en krænkelse af menneskerettighederne.
Men privatpersoners fordømmelige adfærd kan være årsag til at et
andet menneske ikke nyder menneskerettighederne i fuldt omfang.
Hvis en far hindrer sit barn i at modtage undervisning, er det i den
konkrete situation ham der blokerer for barnets ret til at blive undervist.
Men det er i sidste ende statens ansvar når det ikke sker. Når et
stormagasin forbyder sine ansatte at bære hovedtørklæde i sammenhæng
med vedkommendes bekendelse til en bestemt religion, er det
heller ikke staten der direkte krænker menneskerettighederne, men
det er staten, som – i folkeretlig sammenhæng på grund af FN’s konvention
om racediskrimination af 1965 og ILO’s konvention mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i 1958 – har ansvaret for at
denne diskrimination ikke fortsætter. Ved en sag Østre Landsret afgjorde
i 1998 fandtes stormagasinet Magasin du Nord skyldig i at have
udsat en ung irakisk pige for indirekte diskrimination, fordi hun som
erhvervspraktikant ikke måtte bære hovedtørklæde. Hun havde
rejst sagen, og det blev i sidste ende statens dommere som sørgede for
at stormagasinets praksis ikke kunne fortsætte.
Denne sag kunne ikke på nogen måde baseres på Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention der ved tørklædedommens afsigelse
i sin art. 14 alene sikrede mod forskelsbehandling ved nydelsen af de
rettigheder som i forvejen er opregnet i konventionen. Imidlertid
blev denne regel suppleret med tillægsprotokol nr. 12, vedtaget af
Europarådslandene i november 2000, men dog endnu ikke trådt i
kraft (juni 2003). Ifølge tillægsprotokollen er enhver (borger) beskyttet
mod forskelsbehandling af en hvilken som helst art fra en offentlig
myndighed. Også denne regel kan tænkes at dække diskrimination
som i virkeligheden er iværksat af private.
148
2.
6.
11.
13.