Download bogen gratis her - Institut for Menneskerettigheder

2.
6.
11.
13.
ventioner hvor den europæiske om menneskerettigheder ikke står i
fokus – snarere er det FN's flygtningekonvention af 1951 (med tillæg
af 1967) eller eventuelt FN's konvention mod tortur af 1984.
Men der er altså ingen af disse internationale aftaler der forpligter
nogen stat til at give asyl. Derimod er flygtningekonventionens underskrivere
forpligtet til ikke at sende asylsøgere tilbage til deres
hjemland hvis de modsætter sig det. Denne ret betegnes efter sit
franske udspring som retten til "non refoulement".
Der kan imidlertid ikke udledes nogen bestemt pligt til at skaffe
asylsøgeren noget andet opholdssted – det har undertiden ført til
groteske situationer hvor mennesker er kommet i et slags "kredsløb"
mellem forskellige stater der ikke vil påtage sig ansvaret for at give
vedkommende asyl, eller som det officielt hedder: permanent opholdstilladelse.
I nogle tilfælde har hjemlandet ikke villet tage den
bortdragne tilbage, dvs. har nægtet den pågældende indrejse, og så
har f.eks. Danmark følt sig tvunget til alligevel at give asyl. Det er
der eksempler på fra Sri Lanka og Iran.
I ét tilfælde hvor en flygtet marokkansk officer havde søgt politisk
asyl i den britiske kronkoloni Gibraltar, udløste konventionen
ligefrem erstatning. Det skete efter at vedkommende, en
løjtnant Mohamed Amekrane, fik afslag på asylbegæring, og efter
blot én dags ophold – i august 1973 – blev udleveret til sit hjemland
Marokko.
Her blev han så henrettet. Han havde nemlig forinden deltaget
i et – fejlslagent – kup mod kong Hassan af Marokko. Hans tyskfødte
enke (og børn) forlangte erstatning af Storbritannien med
henvisning til konventionens artikler 5, 3 og 8: Amekranes mulighed
for at rejse sag i Gibraltar for at få efterprøvet lovligheden af
udvisningen, den umenneskelige behandling han blev udsat for, og
ødelæggelsen af familielivet. Det lykkedes at få tilvejebragt et forlig
hvorved enken fik udbetalt 37.500 britiske pund (ca. 415.000 kr.)
efter en forhandling mellem den britiske regering og Den Europæiske
Menneskeretskommission. Som det er almindeligt ved disse
forlig, erkendte Storbritannien ikke nogen egentlig skyld, men betalte
"ex gratia", dvs. ved velvilje. Denne slags godtgørelser er at
sammenligne med kulanceerstatninger fra forsikringsselskaber.
73