Speciale i filosofi ved Københavns Universitet 2010 - Hardy Buhl ...

5.2.2.2 Belønning af klimabevidsthed
IPCC anbefaler bl.a., at klimaindsatsen bør baseres på både en mildnelse af den
menneskeskabte drivhusgas (reduktion af CO2) samt på en forebyggelse imod
klimaødelæggelse (bygge diger). Mildnelse kan finde sted enten i form af en direkte
62
reduktion af udledningen af drivhusgasser eller i form af en promovering af reduktion af
drivhusgasser. Lad os sætte to forskellige grupper af mennesker, firmaer, nationer eller
andre enheder op imod hinanden. Gruppe A værner om klimaet, investerer i udvikling af
klimaforbedringer og agerer i det hele taget meget klimabevidst. Gruppe B agerer modsat.
Her tages der ikke hensyn til klimaet, det med klimaproblemerne er enten ikke noget
problem, eller i bedste fald et problem, andre må tage sig af. At tildele begge grupper
samme emissionsret synes ulogisk ud fra den betragtning, at man derved fjerner enhver
motivation til at bidrage positivt til klimaforbedringer.
5.2.3 En revideret ligefordelingsmodel
Ser vi ud over verden – eller lytter til stemmerne på nyligt afholdte COP15
klimakonference fremgår klart, at der er stor forskel på de behov, verdensbefolkningen har.
Behovene er mangfoldige. Et af behovene er retten til at udvikle samfund og velfærd ved
hjælp af teknologi og ved brug af energikilder, herunder fossile brændstoffer. Denne
forskel i levestandard og i udviklingsbehov åbner for mulighed for at lave en tillempet
fordelingsmodel a la Rawls differensmodel. Her tildeles først de mest trængende lande –
kunne være U-landene – en basis emissionsret, en ”subsistence emissions right” som
sikkerhed for, at alles basis behov er dækket. Herefter uddeles den resterende kvote i lige
mængder til alle øvrige lande (Caney 2009:12). Dette kan ses som en pragmatisk
mellemløsning, der dog ikke fuldt ud tilfredsstiller målsætningen i den ligelige fordeling.
En anden mellemform kunne være at tildele alle den samme kvote på drivhusgasser, som
derefter justeres – op eller ned – i forhold til det land, man lever i. I så fald skal vi i
Danmark aflevere en del af den tildelte kvote til andre lande, der ligger lavere i udledning.
Denne reviderede model er ej heller uden problemer. Den vil blive meget kompleks,
nærmest umulig at administrere. Og i begge nævnte muligheder må stilles samme
forudsætning som tidligere, at tildeling af kvoter i sig selv alene giver værdi, hvis kvoterne
kan konverteres til velfærd.