Speciale i filosofi ved Københavns Universitet 2010 - Hardy Buhl ...

på samme måde som mange af Lomborgs direkte goder, hvor f.eks. en indsats imod
malaria kan have en øjeblikkelig virkning. Klimaindsatser skal ses i et længere
tidsperspektiv.
Vi diskuterer forskelsscenarier i differensetikken, fordi denne forskel kan trække de
65
dårligst stillede med i en positiv retning. I denne ligelige fordeling går vi modsat vej, vi
reducerer forskellen og konstaterer, at de dårligst stillede risikerer at blive dårligere stillet
samtidigt med, at også de bedre stillede stilles dårligere.
Ses den ligelige fordelingen igennem kommende generationers briller, så vil jeg her tage
differenstankegangen til indtægt for, at kommende generationer ej heller tilgodeses ved
valg af en ligelig fordeling. Personen i den oprindelige position vil vælge det princip, der
tilgodeser en ligelig fordeling af goder, således de dårligst stillede ikke stilles ringere end
før. Det gør den ligelige fordeling af kvoter på drivhusgasser ikke.
Tankegangen i differensprincippet holder, det gør til gengæld ikke tankegangen i den
ligelige fordeling af drivhusgasser. Den må som retfærdigt fordelingskriterium forkastes.
En sidste betragtning, som stikord til næste afsnit er, at det for mange mennesker vil
forekomme unfair, hvis en udvikling af og restriktioner på drivhusgasser ikke kommer
omkring en vurdering af den historiske udvikling, herunder en diskussion af det historiske
ansvar for udledning af drivhusgasser.
5.3 Historisk ansvar
Jeg vil i dette afsnit diskutere, i hvilket omfang et historisk ansvar løser udfordringen med
at etablere en retfærdig fordeling på drivhusgasser. Det historiske ansvar betyder, at de
største udledere af drivhusgasser påtager sig et ansvar for ”at rydde op” og bidrage til
konstruktive løsninger.
”Så længe det erklærede klimaansvar især anses for at påhvile de industrialiserede nationer, og så
længe de vestlige nationers udledning af CO2 anses som hovedårsag til alle ubehagelige
naturhændelser, død og ødelæggelse overalt på planeten, lige så længe vil forskellige miljøbevægelser
og officielle repræsentanter for udviklingslande fortsætte med at insistere på, at de vestlige lande må
betale aflad for deres CO2 udledning.” (Humlum 2009:172).