Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
vi virked till de andre sov;
og da de vaagned, sovned vi, –
thi da var ej for os Behov.
KLOKKEREN
Men dog I sagde Liv var bedst?
SKOLEMESTEREN
Det samme siger Provst og Prest;
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, naar det gjælder
den hele store Folkets Rest.
Dog vi to har en anden Lov,
end den, som læses rundt i Lierne;
vi er Distriktets Embedsmænd;
se, vi skal holde stramt igjen,
skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,
og ej befatte os med Lidenskaber, –
kort sagt, staa udenfor Partierne.
KLOKKEREN
Men Presten selv staar midt i Sagen.
SKOLEMESTEREN
Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved, hans Foresattes Kreds
er med hans Gjerning utillfreds,
og dersom de for Folket turde,
de havde længst alt vendt ham Bagen.
Men han er fin; han lugter Lunten;
han ved nok hvad som binder Bundten.
Han bygger Kirken. Alle smøres
med Blindhed her, naar noget gjøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er Tingen; –
vi allesammen, Flok og Førere,
kan kaldes for en Slægt af Gjørere.
KLOKKEREN
I har jo været Storthingsmand,
saa I maa kjende Folk og Land;
men en, som rejste gjennem Sognet
kort efter at man her var vaagnet,
har sagt at fordum var vi Sovere,
saa vaktes vi – og blev till Lovere.
SKOLEMESTEREN
Ja, lovende er dette Folk, –
et Folk, som lover saare meget, –
et Folk, som er i kort Tid steget,
saa Hvermand snart er Løftets Tolk.
125