Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
for liden eller stor Befattning;
kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,
saa faar man fare frem med Læmpe.
BRAND
Men aldrig sort dog vorder hvidt!
FOGDEN
Min kjære Ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som Bræen,
naar Mængden raaber: sort som Sneen!
BRAND
De raaber kanske med?
FOGDEN
Naa, naa, –
jeg raaber ikke sort men graa.
Human er Tiden; Folk maa mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk paa, at dette Land er frit;
her skal jo alles Mening gjælde; –
hvor tør da en mod alle fælde
sin Særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har Fleretallet,
saa er De første Mand i Kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
till Dem saa godt jeg kan og ved,
og haaber ingen Sjæl vil klandre,
at ej jeg till det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit Virke kun som spredt og smaat;
de kalder en Ting mer fornøden
end aarligaars at øge Grøden,
man er ej villig nu, som før,
at yde Skjærven, hvor sig bør, –
og er ej Viljen med i Legen,
da er en Gjerning sejerssvegen. –
Det falder tungt, det maa De tro,
at slippe Plan om Vej og Bro,
om Tappning ud af Myr og Fjære,
og meget mer, som var igjære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, faar man vige,
taalmodigt haabe alt af Tiden
og bøje klogeligt till Siden.
Nu, – Folkets Yndest har jeg tabt
paa samme Vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; saa maa paa andre Veje
jeg komme till mit fordums Eje.
97