Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
stjæler Sol og Dag fra Egnen,
drysser ned, som Askeregnen
over Oldtids dømte By. –
Da er Slægten vorden stygg; –
gjennem Grubens krumme Gange
lyder Nyn af Drypvandssange;
Puslingflokken, travl og trygg,
frigjør Malmens bundne Fange,
gaar med pukklet Sjæl og Rygg,
glor med Dvergens gridske Øjne
efter Guldets blanke Løgne.
Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,
Brødres Fald ej Hjerter kløver,
eget Fald ej vækker Løver; –
Flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er Lysets sidste Tolk;
Slægten vorden er et Folk,
som har glemt, at Viljens Pligter
ender ej hvor Evnen svigter!
Værre Tider; værre Syner
gjennem Fremtidsnatten lyner!
Kløgtens Ulv med Gluff og Glam
truer Lærens Sol paa Jorden;
Nødskrig lyder opp mod Norden,
byder Leding ud langs Fjorden;
Dværgen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke Sag for ham.
Lad de stærke Samfund gløde;
lad de andre give Møde;
vi har ikke Raad at bløde, –
vi er smaa, vi savner Evne
till et Sandheds Styrkestævne,
kan ej offre Folkehelsen
for vor Brøk af Verdensfrelsen.
Ej for os blev Kalken drukket,
ej for os hugg Tornekransen
i hans Tinding sine Tænder,
ej for os blev Romerlandsen
i den dødes Side stukket,
ej for vor Skyld Naglen brænder,
boret gjennem Fod og Hænder.
Vi er smaa, er sidst i Laget,
byder Ledingsbudet Trods!
Ej for os blev Korset taget!
Spanrem-Slaget, Spanrem-Slaget,
Ahasveri Rapp, som ruller
Purpur om den dømtes Skulder,
er Passionens Brøk for os!
(kaster sig ned i Sneen og dækker Ansigtet till: om lidt ser han opp)
Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?
170