Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
till at være helt sig selv, –
det er lovlig Rett for Manden,
og jeg kræver ingen anden! –
(tænker stille en Stund og siger)
Være helt sig selv? Men Vægten
af ens Arv og Gjæld fra Slægten?
(standser og ser ud)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende oppover Bakken,
kroget, ludende med Nakken?
For at puste maa hun staa,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre Fingre
hvasst i sine dybe Lommer,
som en Skatt hun slæbte paa.
Om den vissne Benrad slænger
Stakken, som en Fjærhams Lægg;
Haanden krummer sig som Tænger;
hun er Ørnen lig, der hænger
spigret paa en Stabbursvægg.
(pludselig angst)
Hvilket iskoldt Barneminde,
hvilket Gufs fra Hjem og Fjord
drysser Rim om denne Kvinde, –
drysser værre Rim herinde – –?
Naadens Gud! Det er min Moer!
BRANDS MODER kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken, holder Haanden skyggende over
Øjnene og ser sig om
Her har de sagt han var.
(kommer nærmere)
Den onde
ta’e Solen, – hun gjør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
BRAND
Ja.
MODEREN gnider Øjnene
Hu; det Skin,
det brænder en i Synet ind;
en kan ej skille Prest fra Bonde.
BRAND
Derhjemme saa jeg aldrig Sol
fra Løvet faldt till Gjøgen gol.
MODEREN ler stille
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som Istapp-Kallen over Fossen.
En blir saa stærk, at hvadsomhelst
44