Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
ved Vuggen for sit syge Noer. –
Hvi blev min Sjæl da født i Kjød,
naar Kjødets Elsk er Sjælens Død? –
Bliv nær mig, Prest! – jeg ved ej nu
hvad Sind jeg faar i Timens Gru.
Maa alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente till det sidste.
(gaar)
BRAND ser efter hende
Ja, din Søn skal nær sig holde,
bie paa din Bodsstunds Bud,
varme opp din gamle kolde
Haand, saa fort den rækkes ud.
(gaar nedover till Agnes)
Kvelden blev ej Morgnen lig.
Da stod Sind og Hug till Krig;
fjernt jeg hørte Slagsang klinge,
Vredens Sverd jeg vilde svinge,
knuse Løgnen, dræbe Trolde,
klemme Verden mellem Skjolde.
AGNES har vendt sig om og ser lyst opp till ham
Morgnen var mod Kvelden bleg.
Da jeg vilde Løgn og Leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min Vinding var at tabe.
BRAND
Stærke Drømme, fagre Drømme
kom i Flok som vilde Svaner,
løfted mig paa brede Vinger.
Udad saa jeg mine Baner; –
Slægtens, Tidens, Skyldbetvinger
stævned stor paa Støjens Strømme.
Kirkeprocessioners Pragt,
Hymner, Virak, Silkefaner,
gyldne Skaaler, Sejersange,
Løftnings-Jublen fra de mange
lyste, om mit Livsværk lagt. –
Alt laa lokkende og rigt; –
men det hele var et Digt,
kun et Viddens Glimmersyn,
halvt i Solblink, halvt i Lyn. –
Nu jeg staar, hvor graat det kvælder
længe førend Dagen hælder, –
staar imellem Urd og Sund,
udestængt fra Verdensvrimlen,
med en Strime kun af Himlen, –
men jeg staar paa Hjemmets Grund.
Sunget er mit Søndagsdigt;
52