Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
Loftets Buer, Hvælv og Vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhaardt møde,
lukke rundt om Sangen, lig
Kistelaaget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
Orglet har sit Mæle mistet.
Røsten hæved jeg till Bøn;
men den drev tillbage, brusten,
som en Klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet Støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i Koret,
slog med Haanden vredt imod,
visende ifra sig Ordet!
Herrens Hus skal bygges stort;
saa det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glatt nok voved; –
nu staar Værket færdiggjort.
Alle korser sig i Kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre ved det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette Hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin Anings Brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det Tempelbilled,
som jeg skimted stort i Aanden,
hvælvet over Verdensvaanden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet;
stort i smaat hun kunde se,
lyse fra mig Tvivlens Ve,
favne Jord og Himmel sammen,
lig et Løvtag over Stammen.
(bemærker Anstalterne till Festen)
Grønne Kranse, Flag paa Stang;
Skolen øver ind sin Sang;
Prestegaarden snart er fuld;
alle Folk vil hilse paa mig; –
de har rejst mit Navn i Guld!
Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig
tusind Alen under Muld! –
Om en Time aabnes Festen;
alles Tanker gjælder Presten;
Presten er i alles Munde!
Deres Tanker kan jeg kjende,
deres Ord jeg føler brænde;
132