Brand Hovedtekst, 1. utg. 1866 - Henrik Ibsens skrifter

Brand Hovedtekst, 1. utg.
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger till, for slig at slingre,
en Gud, som ser igjennem Fingre; –
som Slægten selv, dens Gud maa graane
og males med Kalot og Maane. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en Storm, hvor din er Vind,
ubøjelig hvor din er døv,
alkjærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer paa de treds!
Hans Stemme slog med Lyn og Skrækk,
da han som Ild i Tornehækk
for Moses stod paa Horebs Berg,
som Kjæmpen staar for Dverges Dverg.
Han standsed Sol i Gibeons Dal
og gjorde Undre uden Tal,
og skulde gjøre dem endnu,
hvis Slægten ej var slapp som du!
EJNAR med et usikkert Smil
Og nu skal Slægten skabes om?
BRAND
Det skal den, du, saa sandt og visst
jeg ved, at jeg till Verden kom,
som Læge for dens Sot og Brist!
EJNAR ryster paa Hovedet
Slukk ikke Lampen, skjønt den oser,
før den har vist dig Vejens Spor;
stryg ikke Sprogets gamle Gloser,
før du har skabt de nye Ord!
BRAND
Ej noget nyt jeg stunder till;
det eviges Rett jeg hævde vil.
Det er ej Dogmer eller Kirke,
som jeg vil løfte med mit Virke;
thi begge saa sin første Dag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste Kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger Mén af Møll og Orm,
og maa ifølge Lov og Norm
afvejen for en ufødt Form.
Men der er noget till, som staar; –
det er den Aand, som ej blev skabt,
som løstes, da den var fortabt,
i Tidens første friske Vaar,
som slog med frejdig Mandetro
20