Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

EPP blev introduceret i det engelske sundhedsvæsen som en ’recommended’ action
over en seksårig periode fra 2001-2007 (180). Derefter forventes det, at programmet
finansieres af generelle midler, primært i PCTerne. EPP er en generel patientuddannelse
inspireret af CDSMP-modellen 12 .
Erfaringerne er opsamlet i to forskellige studier (180, 181) samt en artikel (182). For
yderligere beskrivelser af evalueringen samt diskussion af de engelske erfaringers relevans
i en dansk sammenhæng se Bilag 6.8.
6.3.1 Erfaringer med implementering af den generelle patientuddannelse
EPP i England
I det følgende beskrives de implementeringsudfordringer, som vurderes at være relevante
i en dansk sammenhæng. Evalueringen omhandler bl.a. følgende temaer, hvoraf de
fire første afrapporteres i Kennedy et al. (181) og Lee et al. (182), og de to sidste afrapporteres
i Rogers et al. (180):
■■
■■
■■
■■
■■
■■
Rekruttering af undervisere og deltagere
Ledelse af uddannelserne
Integration af EPP i det engelske sundhedsvæsens organisationer (dvs. PCTer)
Kommunikation af uddannelsestilbuddet
Afholdelsen af den generelle patientuddannelse
Uddannelsens placering og accept i det engelske sundhedsvæsen.
6.3.2 Rekruttering af undervisere og deltagere
Evalueringen viser, at det er en udfordring, at rekruttere undervisere. Evalueringen
peger på, at PCTer, som har samarbejde med andre PCTer i forhold til at dele undervisere,
har større succes med at få afholdt uddannelsesforløb (182). Udfordringen i forhold
til at rekruttere frivillige undervisere består bl.a. i, at de mulige kandidater har
andre prioriteringer, bruger tid på at passe på sig selv, prioriterer lønnet arbejde, ikke
kan tilpasse sig EPP-underviserrollen og anser denne rolle for at være et for stort ansvar
at tage. De, som er undervisere, angiver følgende grunde til, at de har valgt dette: Det
er en vej tilbage til arbejdsmarkedet, en mulighed for at give noget tilbage til andre
(altruisme), en mulighed for en videre karriere i EPP, sociale grunde, herunder mulighed
for samvær med andre undervisere, samt at de blot nyder rollen (180).
Evalueringen peger på, at der er geografiske barrierer, som særligt gør sig gældende i
områder med dårlig offentlig transport.
Det er en udfordring at nå etniske minoriteter og/eller socialt udsatte grupper – både
som undervisere og deltagere. I forhold til de etniske minoritetsgrupper angives sprog
som en særlig barriere. Der er problemer med at få undervisere fra etniske minoriteter
på nær i et enkelt PCT, som aflønner disse undervisere. To PCTer, som har store grupper
af muslimske personer med kronisk sygdom, forsøger at nå disse grupper ved a) at
afholde kurser i forbindelse med ramadanen, idet det anses som et godt tidspunkt at få
sundhedsoplysninger igennem (fx om rygestop og sund kost), b) tæt samarbejde med
lokale imamer for at overkomme en forestilling om fatalisme og i stedet få formidlet en
forestilling om at self-management af ens sygdom er positivt, samt c) at sikre muligheden
for kønsopdelte uddannelsesforløb.
Rekrutteringsudfordringer i forhold til undervisere skal ses i sammenhæng med rekrutteringsudfordringer
i forhold til deltagere – jo flere, som deltager i undervisningen, jo
større er den gruppe, hvorfra man kan rekruttere fremtidige undervisere.
12 Dermed beskrives udelukkende
internationale
erfaringer med generel
patientuddannelse og
ikke med sygdomsspecifik
patientuddannelse.
105 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering