Ben Ali-regimets undergang i Tunisia - Fortid

Om død og donationskultur
i europæisk
middelalder 1
agnes s. arnórsdóttir, assoCiate ProFessor, universitetet i aarHus
Døden spillede en afgørende rolle for, hvordan middelalderens
mennesker organiserede det daglige liv. Sammenligner
vi middelalderen med mere moderne tider, er
dette netop en af de faktorer, som viser sig at være meget
forskellige. Man kan måske især pege på to forhold:
For det første var spædbørnsdødeligheden i middelalderen
meget høj, og mange kvinder døde også i barselssengen.
Det billedmateriale, der er overleveret fra 1300- og
1400-tallet, giver et indblik i middelalderens holdninger
til døden. Et velkendt motiv er gravide kvinder, der beder
bønner. 2 Der eksisterede særlige traditioner for begravelsen
af de kvinder, som ikke overlevede barselstiden. Ifølge
en bispesaga fra Island fra slutningen af 1200-tallet skulle
de begraves på kirkegården, men uden at deres lig først
blev båret ind i kirken. Disse traditioner ville biskop Árni
Þorláksson (1269–1298) forandre. Han påbød, at alle lig
af kvinder, som døde under barsel, også skulle bæres ind
i kirken. «Liget skulle blive båret ind i kirken, men foran
skulle en kvinde gå med levende lys for de kvinder, som
havde været ægtehustruer, men foran andre lig [sandsynligvis
af kvinder, som havde født børn uden ægteskab]
skulle ikke noget lys tændes»: Biskoppen påbød også, at
hvis det viste sig, at en kvinde ikke overlevede fødselen,
skulle man sørge for, at hun fik lejlighed til at skrifte for
sin præst og få den sidste olie, mens det ifølge den ældre
skik havde været forbudt. 3 Disse forandringer i ritualerne
omkring fødende kvinders sengeleje skyldtes ændringer i
kirkeretten, men reglerne ville næppe have eksisteret, hvis
ikke de henviste til det faktum, at ritualer omkring livets
begyndelse i middelalderen var meget præget af dødens
nærvær.
Den anden faktor, som viser, i hvor stor grad døden prægede
middelalderens daglige liv, var den generelt høje dødelighed.
I denne henseende er det vigtigt at understrege,
at uhelbredelige epidemier som Den sorte Død, der spredte
sig over hele Vesteuropa efter midten af 1300-tallet, fik
folketallet reduceret til omkring halvdelen eller lidt mere
af, hvad det havde været før, og med gentagne epidemier
tog det mange århundreder, før befolkningen igen blev så
stor, som den havde været i højmiddelalderen. 4
På tema 31
Selv om man forskningshistorisk har understreget forandringer
i holdningen til døden efter Den sorte Død, er
det vigtigt at påpege, at dødeligheden også var meget høj
før 1350. Det kan til dels hjælpe os til at forstå, at allerede
i højmiddelalderen i 1100–1200-tallet er der tale om, at
der udviklede sig en særlig kultur knyttet til efterlivet, det
vil sige livet efter døden. 5 Denne udvikling havde selvfølgelig
ikke bare noget med demografiske forhold at gøre,
men også med kirkens udvikling af læren om efterlivet. 6
Især kan udviklingen af ideen om skærsilden nævnes som
eksempel herpå. Skærsilden var et sted, som sjælen skulle
til, hvis den efter døden ikke havnede direkte i helvede.
Ingen kunne vide, hvor lang tid man skulle pines i ilden,
men både bønner og bodsgerninger kunne forkorte tiden.
Til dels kunne dette ske, mens man fremdeles var i live,
men også de efterlevende kunne hjælpe en fortabt sjæl. 7
Det er klart, at dette håb om frelse fik grobund i en befolkning,
som levede i en tid, hvor dødeligheden var høj.
Diskussionen om donationskultur og befolkningens deltagelse
i sjælemesser bør derfor forstås både i forbindelse
med udviklingen af kirkens dogmer og ritualer omkring
efterlivet og med den demografiske udvikling i middelalderen.
Døden er et biologiskt faktum, den har ikke historie,
men menneskerers holdninger til den, opfattelser af den
og reaktionerne i forhold til den er genstander for historiske
undersøgelser. 8 Med særlig fokus på dødslejet kan vi
studere hvordan folk i middelalderen forberedte sin død,
hvordan samfundet rundt deltog i ritualet, og hvilken forventinger
den dødende havde til efterlivet, både det overjordiske
og det jordiske. Begrebet katarsis får her særlig
betydning som et centralt begreb for at forstå, hvordan
både ritualer omkring dødslejet og selve sjælemessen var
præget af en renselsesproces. Oprindelig betyder katarsis
på græsk renselse både i religiøs og medicinsk sammenhæng.
Aristoteles’ forklaring af begrebet kan have betydning
i forhold til middelalderens dødsritualer. Ifølge ham
skulle tragedierne ved at skabe medlidenhed og frygt hos
tilskuerne fuldbyrde en renselse for eller af følelser af denne
art. Middelalderlige dødslejeritualer kan have haft den
samme funktion. 9
➤