Ben Ali-regimets undergang i Tunisia - Fortid

32 Fortid 1/12
Når vi skal forsøge at forstå middelaldermenneskers forhold
til døden, er det måske vigtigt at huske, at skellet
mellem de døde og de levende i middelalderen ikke altid
var så klart og kristendommen bandt de sammen. Helgenskrin
skulle kunne ses og røres ved, ved de helliges
graver opstod det mirakler, og derfor blev det tidlig gjort
forsøg fra pavemagtens side at kanonisere de hellige steder
og helgener. Med kristendommen fik livet efter døden et
andet indhold, 10 end det havde i den førkristne tid, og i
løbet af høj- og senmiddelalderen udvikledes en kultur,
som var særligt knyttet til sjælens frelse. 11 At give gaver til
kirkelige institutioner etableredes som en tradition. I den
ældste kristne tid, og endnu langt op i højmiddelalderen,
var det næsten udelukkende aristokratiet, som donerede
store mængder af jordegods til kirken, men i senmiddelalderen
ser vi, hvor meget mere almindeligt det bliver blandt
den almene befolkning at give gaver til kirken. Vidnesbyrd
om dette finder vi både i dokumenter og i bevaret
kirkeinventar. 12 Mens donationer til kirkelige institutioner
i tidlig middelalder og i højmiddelalder var stærkt knyttet
til gengaver i form af både politiske og sociale fordele, blev
spørgsmålet om den religiøse gengave nu sat i stærkere
fokus. Samtidig foregik der en demokratisering af hele
systemet. Det var ikke længere kun klostrenes opgave at
bede forbøn for de afdødes sjæle. I stedet skulle nu enhver
sørge for sin egen sjæls og familiens frelse med private
bønner og sjælemesser. Arnved Nedkvitnes undersøgelser
af donationsmønstret ved kirkelige institutioner i middelalderens
Oslo er interessante i denne sammenhæng. Den
første sjælemesse nævnes i kildematerialet fra slutningen
af 1200-tallet. I begyndelsen gav folk bare en gave til en
kirkelig institution og fik som gengave en sjælemesse. Men
gaveudvekslingen forandredes i senmiddelalderen til, at
mange gaver blev givet til mange institutioner, som sikrede,
at sjælemesserne blev flere. 13 I modsætning til dette
fællesskab blev der ved reformationen lavet et dramatisk
skel mellem liv og død, og nogle forskere er gået så langt
som til at hævde, at de døde simpelthen blev kastet ud fra
de levendes samfund ved reformationen. 14
Skærsilden findes afbildet både på middelalderens kalkmalerier
og fremstillet i vers. Dantes beskrivelse i Den
guddommelige Komedie fra begyndelsen af 1300-tallet
blev allerede i hans egen tid en vigtig inspiration for flere
kunstværker, hvori skærsilden spillede en central rolle. 15
Og motivet er også kendt fra danske kalkmalerier. 16 Særlig
betydning fik den hellige guds moder, jomfru Maria, i
forbindelse med bønner relateret til forkortelse af sjælens
pine i skærsilden. Religiøse tanker om livet efter døden
blev på denne måde klart formuleret i både dokumenter,
digte og billedmateriale, men de religiøse forventninger,
særligt i testamenterne, bør ikke forstås isoleret fra de
mere praktiske forberedelser før døden. Nærlæser vi det
nordiske kildemateriale, viser det sig at kunne give ganske
mange oplysninger om dødens kulturhistorie. 17 Bønner
til den hellige jomfru have særligt formildende effekt
for sjælens vandring efter døden. Andre kvinders bønner
kunne måske også have denne virkning. Den franske historiker
Georges Duby beskriver kvindernes vigtige rolle
i sørgeritualerne og knytter deres funktioner ikke bare
til religiøse handlinger, men også til deres rolle inden for
husholdet. Kvinders rolle som ledere af husholdets indre
funktioner indbefattede også at repræsentere husets sorg,
når et af dets medlemmer døde. Duby hævder, at i hvert
fald i det 12. århundrede blev det anset for vigtigt, at kvinder
skulle være i nærheden af et lig, som stod for at skulle
begraves og de skulle vise deres sorg med gråd og ukontrollerede
følelser. 18 At der er foregået en vis «civilisering»
af de kvindelige sørgeritualer i løbet af middelalderen, er
ikke usandsynligt. De ukontrollerede følelsesudbrud er
måske blevet erstattet af en mere ydmyg opførsel og bøn
i senmiddelalderen. Men der er ingen tvivl om, at kvindernes
centrale rolle i forbindelse med den sidste afsked
og med den påfølgende opretholdelse af de ritualer, som
indeholdt mindetid og begravelse, fortsatte med at have
markant betydning hele middelalderen ud. Beguinekvinder
var for eksempel særligt efterspurgte til at sidde ved
dødslejet i de nederlandske middelalderbyer noget, som
var knyttet til kvinders generelle rolle som omsorgsydende
over for syge og døde. 19 Måske kan forklaringen på denne
rolle være knyttet til den særlige sårbarhed, kvinder selv
må have oplevet i forhold til den høje spædbørnsdødelighed.
Billeder, som viser gravide kvinder bede bønner,
giver os indblik i senmiddelalderens religiøse kultur. Billedmaterialet
viser også det faktum, at frygten for at dø i
barselsseng var stor, og at de børn, som blev født levende,
ikke alle blev så gamle. I en billedserie forestillende dødedansen
fra 1400-tallets Frankrig ses netop dette motiv
illustreret, 20 men motivet er også meget kendt generelt i de
mange dødedansfremstillinger fra 1400- og 1500-tallet. 21
En del kulturhistoriske undersøgelser findes om udviklingen
af gravkulturen i middelalderen. Flere spørgsmål var
knyttet til, hvordan selve graven skulle være, og hvem der
skulle gravlægges i den. Her er det vigtigt at understrege
muligheden for kontinuitet fra vikingetidens familiegrave
til de senere kristne familiegrave. Gravhøjen i førkristen
tid fandtes hjemme ved gården, i middelalderen mindedes
slægtninge til den afdøde ham ved årtiden i kirken. I
denne henseende er det klart, at reformationen markerer
et brud. Selv om gravmonumenterne og mindetavlerne
nu blev meget mere almindelige, var mindekulturen ikke
længere i samme grad knyttet til familiefællesskabet og
ritualer om at mindes de afdøde som medlemmer af familien.
22 Det er dog vanskeligt at tolke forandringer i slægts-
og familiestruktur alene ud fra gravmaterialet. På den
anden side er det klart, at der fandtes en sammenhæng
mellem udviklingen af familiestrukturen og udformningen
af gravmælet. I denne sammenhæng er det interessant,
at på gravmæler fra dansk middelalder er adelsvåbenet i
begyndelsen kun fra mandens slægt. Men i slutningen
af 1300-tallet træffes hustruens våben også på graven,