Ben Ali-regimets undergang i Tunisia - Fortid

34 Fortid 1/12
personlige plan betød det måske også, at den fredløse på
tilsvarende måde blev vist bort fra håbet om frelse. Ifølge
en af vore gamle nordiske landskabslove skulle kvindelige
tyve begraves levende. 28 Efter den grufulde død var der
sikkert ingen, der var villige til at investere i de henrettedes
frelse, og naturligvis blev der ikke givet gaver til minde om
dem, som stod lavest i samfundshierarkiet. Dog kunne almisser
og gaver til de fattige tjene giveren. Det blev anset
for særligt fromt at give noget til de fattige, men de eksisterede
dog ikke som enkeltpersoner, men derimod som en
anonym flok, der dog kunne forvente sig et bedre liv efter
døden. Således kunne efterlivet tilbyde en vis forandring
i retning af social mobilitet for de laveste – om end ikke
for dem, som var blevet bortvist fra både de levendes og
de dødes samfund og dermed udrenset fra samfundets
hukommelse. Efter lå bare den grusomme skræk for det
helvede, som alle kunne risikere at blive forvist til.
Selv om de døde ikke forlod de levende, var det ikke enbetydende
med, at de efterlevende ikke sørgede over de
døde. Af de islandske sagaer er det nok Egils saga, som
dybest beskriver sorgen. 29 Berømt er digtet «Sønnetabet»,
som Egil skal have digtet efter sine sønners død. De første
to strofer lyder som følger: 30
Let jeg ej
kan løfte tungen,
har til lyd
ej luft til brystet,
ej til kvad
jeg ord kan finde,
tanke tungt
med tanke strider.
Alt mit sind
af sorgen knuses;
derfor hårdt
det holde vil
frem at få
den fulde klang,
dersom jeg dog
at digte prøved.
Særlig stærk er også beskrivelsen i sagaen af Egils egen alderdom
og forfald. Ifølge denne fortælling var der ingen
ære knyttet til det at blive gammel. Og Egil selv skal i
digtform have sagt: «Får det aldrig ende?/Jeg ældgamle
mand/ligge ene her/uden høvdingehjælp». 31 Egils saga er
en saga fra førkristen tid, men skrevet for et senere kristent
publikum. 32 Der er ingen tvivl om, at kristendommens
budskab om frelse prægede middelalderens tankegang
stærkt. Tilbuddet om evigt liv må have kunnet opvejet det
ærestab, som der i hvert fald ifølge forfatteren af Egils saga
var ved at blive gammel. Det at være gammel i middelalderen
var en kort periode af et mennerskers liv. I Shulamith
Shahar bog Growing Old in the Middle Ages: Winter
Clothes Us in Shadow and Pain, fra 1997, diskuteres blandt
andet alderdommens forfald, hvordan de gamle blev tandløse,
fysisk svage og tit blinde. Det er ikke noget smukt
billede af alderdommen hun tegner. Ud i fra psykologiske/
økonomiske betragtninger, samt de biologiske, tilhørte de
gamle en marginal gruppe mennesker. Den gamle mand
kunne ikke være ridder, ikke heller en god kriger og således
kan man sige at ud i fra et maskulindt ståsted var det
al grund til at frygte alderdommen. Kroppen som metafor
var på et set nærmest et fængsel for sjælen, men paradoksalt
kunne dog den gamle krop bringe sjælen nærmere gud
ved dens død. Således var kroppen noget andet end årstiderne,
håret kunne ikke blive friskt igen.
I en af Georges Dubys sidste bøger har han hævdet, at i
1100-tallet var der ingen, som tvivlede på, at de døde var
levende. 33 Måske var det også derfor, døden var så skræmmende.
Frygten for skærsilden var reel, men der var også
håb om frelse, og den kunne man opnå via et fromt liv.
Anger og bodsøvelser samt donationer til kirkelige formål
kunne også være en strategi for at sikre et godt eftermæle.
Samtidig er det ønsket om sjælens frelse eller frygten for
dens fortabelse, der er baggrunden for gaverne til kirken.
Ønsket bag handlingen var knyttet til behovet for
bodsøvelse, og den bodsøvelse var medicin for sjælen, som
præsten kunne formidle i messen. Denne gaveudveksling
indebar en social forpligtelse. De efterlevendes rolle blev
at fortsætte med at bede for ens sjæl, gøre gode gerninger
og give almisser. Kirken formidlede på den måde religiøse
værdier, samtidig med at den knyttede de levende
og de døde sammen i et socialt netværk. Forudsætningen
var troen på liv efter døden, men i denne henseende var
både slægtningenes rolle for opretholdelsen af mindet og
fromme kvinders rolle i forbindelse med de ritualer, som
foregik ved dødslejet, vigtige for opretholdelsen af kulturen.
Måske har vi ikke i tilstrækkelig høj grad været klar
over, hvem der var bærer af denne tradition. Kvinderne
kunne trøste, give omsorg til de døde, ikke mindst med
hjælp fra den hellige jomfru Maria, deres bønner havde
formildende kraft, og dermed skulle de hjælpe sjælen på
sin rejse. Slægtninge til de afdøde gennemgik også en
renselsesproces i kirken, når sjælemesser blev sunget. Og
ritualernes gentagelse hvert år sikrede, at de døde fortsatte
med at have plads blandt de levende. Ved reformationen
faldt hele det rituelle grundlag for at mindes de døde i
fællesskab bort, og årtiden forsvandt fra kirkens kalender.
I den reformerede kirke blev sjælens frelse afhængig af andre
former for religiøse forestillinger end i middelalderkirken,
og disse former forudsatte ikke i samme grad som før,
at kirken skulle kunne rumme de efterlevendes fællesskab,
som byggede på, at de efterlevende stod sammen om at
ære den dødes minde. ■