“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

for opnåelse af dette. Nydelsen medieres der, hvor a kan fantaseres, og hvor det, der begrænser
fantasien, konkretiseres.
Der opstår en risiko for overdetermination af Mestersignifikanten, forstået som det forhold, at
begærskonstruktionerne– altså konfigurationens afledte produkt, a, – enten rammer forbi, eller
over den retrospekte indstiftelse af S1 som forankringspunkt for begæret. Dette indebærer en
risiko for, at illusionen eller begæret om EU som garant for realiseringen af et bedre liv brister,
hvilket potentielt ville medføre konfigurationens sammenbrud. Denne risiko illustrerer pro-EU
diskursens skrøbelighed.
Den bagvedliggende sandhed og egentlige drivkraft for Mesterdiskursen er netop det spaltede
subjekt, $, der er et udtryk for S1’s usikre fundament. Det kan her både oversættes som
usikkerhed, vilkårlighed og modstand mod EU-sporet såvel som en spekulation i en
overfladisk, uoprigtig tilslutning til EU. Spaltningen som den egentlige drivkraft bag Mesterens
tale, der fordrer pro-EU diskursens konstante krav om at adlyde, kan iagttages som en intention
om at dække over det forhold, at EU-vejen er belagt med store udfordringer og intern uenighed,
der ikke nødvendigvis lader sig kommunikere over for samfundet. Endvidere kan spaltningen
tolkes som et udtryk for den miskendelse, Serbien udsættes for af omverdens blik: anerkendes
Serbien som værende et civiliseret land motiveret for EU-integration?
De serbiske borgere kan subjektiveres til at begære det europæiske perspektiv, men kun hvis
dette perspektiv installerer en stabil politisk konfiguration, hvor der ikke kan sås tvivl om, at
EU fortjener samt ønsker at blive begæret. Pro-EU diskursen som Mesterdiskurs beror dermed
også på, at adressaten – det serbiske samfund – pålægges at begære Mesteren, fordi S1 virkeligt
ønsker, at S2 skal begære. Hvis ikke pro-EU diskursen kontinuerligt henvender sig til det
serbiske samfund med henblik på at opnå libidinal anknytning til dens budskaber, så mindskes
sublimeringen af EU.
Der kan implementeres nok så mange lovgivningsreformer, oprettes nok så mange
monitoreringsinstitutioner og arrangeres nok så mange kulturevents og sang-processioner, men
de vil kun opnå symbolsk virkningsfuldhed, hvis de sættes i scene som et produkt af Mesterens
krav og begær efter at adlyde. Dermed bliver pro-EU diskursen et billede på et serbisk begær
for det europæiske blik; se, hvor moderne vi er, se, hvor meget vi ved om europæisk kultur, se,
hvor mange af jeres sange vi kan, se, hvor meget vi ønsker at blive som jer!,( Žižek 1998: 77)
63