“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

diskurs; i erkendelsen af de indholdsløse, absurde og ulogiske politiske visioner, der fremsættes
af de parlamentariske partier, muliggøres et rum hvorfra alternativer kan udvikles, så længe de
korresponderer med den objektive, faktuelle viden. Men dette stiller et krav til de serbiske
borgere: Vi giver jer viden til at frigøre jer for absurde politiske visioner, nu må I tænke selv!
Den kritiske diskurs’ funktion som universitær konfiguration er løbende at korrigere
begærskonstruktioner i form af politiske visioner og beslutninger, når kløften mellem disse og
objektive argumenter bliver for stor. Der fremsættes ikke aktuelle begærsobjekter, men
derimod begæret som ren potentialitet; et moderne, demokratisk samfund baseret på objektiv
viden. Problemet i konfigurationen er umulighedsrelationen mellem S2 og a. Begæret kan ikke
symboliseres, og ethvert forsøg herpå vil i sidste ende mislykkes. Oplysning vil aldrig entydigt
kunne udfylde mangelfølelsen. Derfor kan det hævdes, at den kritiske diskurs’ udgrænsning af
politiske alternativer grundet disses manglende resonans med objektiv viden i virkeligheden
udvider det eksistentielle tomrum, $, der opleves i kølvandet på forkastelsen af de politiske
repræsentanter. Men det er netop udvidelsen af dette eksistentielle tomrum, der kan give den
kritiske diskurs appelværdi. Afvisningen af løsninger fremsat af det politiske system finder sted
på baggrund af en privilegeret viden, og det er ved at tilegne sig denne viden, at man kan
gennemskue og dermed afsky det politiske establishment. Man opnår indsigt og viden på
bekostning af faste forankringspunkter(Žižek 1998: 78).
Viden om den uoplyste konstruktion af begærsobjekter, der formes og medieres af de politiske
repræsentanter, skaber det spaltede subjekt; den viden, man er kommet i besiddelse af gør en i
stand til at reflektere over fejl og mangler ved det serbiske samfund, men man kommer ikke
tættere på virkningsfulde begærsobjekter. Produktet af diskursen, $, kan således ses som en
spaltning mellem det vidende subjekt, der er blevet bragt til indsigt gennem S2’s adressering,
og det fortsat begærende subjekt, der trods den formidlede viden ikke er blevet begunstiget med
fornyet mulighed for at fantasere om mål for nydelse.
Gennem den kritiske diskurs’ artikulationer bliver viden en optik, igennem hvilken adressaten
foranlediges til at blive too disgusted by everybody else, at det kun er gennem det ’vidende’
fællesskab, at der kan identificeres overensstemmelser. Ved at blive en del af et fællesskab, der
kan gennemskue den politiske logik og dermed forkaste den, kan den deraf afledte spaltning
iagttages som et kompromis, der indgås i konfigurationens logik. Man kan ikke både besidde
privilegeret viden og lade sig forføre af begærskonstruktioner. Dermed frasiger den kritiske
70