“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

der i konfigurationen gradvist mere viden om det internationale samfunds ’onde’ intentioner,
der kun vil få negativ indflydelse på det serbiske samfund.
Således iagttager jeg den nationalistiske diskurs som en subjektposition, hvor mangelfølelse og
eksistentielle fornemmelse af at være ufuldkommen kan dyrkes som en særlig
nydelseskonfigurationen, der ekstrapolerer årsagen til mangelfølelsen til en konstitutiv
yderside; EU og det internationale samfund. NATO-bombardementerne som det sublime
udtryk for vold udøvet på det serbiske samfund, kan dermed iagttages som symbolsk
virkningsfuldt for den viden, S2, der bliver udfrittet af den hysteriske granskning af Mesteren.
Lige meget hvad, det internationale samfund siger, det vil, fører det i sidste instans til vold mod
det serbiske folk, fordi EU’s fejldiagnoser afslører uegnethed til at pleje manglen. Det kan
opsummeres i følgende konfiguration:
Serbisk uretfærdighedsfølelse($) → EU, der forventes at vide(S1)
_________________________________________________
Begær efter tabet(a) / / Fejldiagnoser, ond vilje(S2)
I forlængelse heraf er det vigtigt at belyse en spinkel balance mellem den hysteriske diskurs og
Mesterdiskursen.
Den hysteriske diskurs funktion er at finde huller i enhver Mestersignifikants konstituering.
Mestersignifikatens funktion, at afgive svar på hvad $ ønsker og begærer, S2, nedbrydes i den
hysteriske diskurs. Det kan ikke accepteres, at S1 skal have retten til at definere viden.
Dynamikken i den hysteriske diskurs kommer til udtryk i en stræben efter at undergave S1’s
prærogativ og dermed generobre muligheden for at producere egne fantasmer. Den hysteriske
diskurs kiler sine angreb ind mellem Mesterens forsøg på at dække over egen spaltning, mellem
S1/$.
Der eksisterer altså et politisk spændingsforhold mellem S1 og $. Det kan iagttages som en
vekselvirkning mellem givne Mestersignifikanter og deres sammenbrud. Hvad, der tidligere
vandt genhør i en politisk kontekst, som i det serbiske tilfælde udbredt nationalisme,
international isolation og selvtilstrækkelighed, er blevet udfordret af en ny Mestersignifikant:
EU-vejen og reformsporet har trængt den tidligere Mestersignifkant i baggrunden og dermed
belyst dens inadækvate symbolisering. I forlængelse heraf iagttager jeg den hysteriske diskurs
som en fortrængt Mesterdiskurs, der taler i positionen som en detroniseret agent, der gennem
konstant udfritning af S1 vil bryde den ned. Sammenbruddet af Mestersignifikantens
67