“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

igennem i en betydningsrelation. Men sådan et forankringspunkt, som netop forankringspunkt,
må forblive skjult, hvis oplevelsen af, at man besidder en privilegeret indsigt, skal bestå. Den
kritiske diskurs kan frisætte begæret og dermed potentialisere udviklingen af politiske
alternativer, men den kan ikke selv optræde som Mester, S1, der fremsætter et politisk program.
I forlængelse heraf bliver spørgsmålet, om den kritiske diskurs forbliver i en konfiguration som
universitetsdiskurs, der kan påpege inkonsistens, korruption og inkompetente politikere, eller
om den vil rekonfigurere forholdet til en objektiv, uafhængig viden og afsløre, at dens egen
involvering bygger på et sæt af sedimenterede forestillinger, der kunne indtræde som
konfigurationens agens, og dermed fremstå som et egentligt politisk alternativ.
6.4 Opsummering på analysedel 2
I analysedel 2 er de diskursive formationer bragt et skridt videre, idet jeg har rammesat dem
som diskurskonfigurationer, der - illustreret som subjektpositioner - viser, hvordan diskurserne
opererer med henblik på tilslutning. Dels ved at gestalte en udsigelsesposition hvorfra politiske
udfordringer kan adresseres, dels ved at tilbyde et forankringspunkt, med hvilket serbiske
borgere kan identificere sig. De tre politiske diskurser er blevet analyseret som fantasier, der på
forskellig vis medierer et begær og løsninger for at overkomme nuværende udfordringer.
Pro-EU diskursen iagttages som Mesterdiskurs, der deler det serbiske samfund i godt og ondt
og kræver absolut hengivenhed for det europæiske projekt. De serbiske borgere tilbydes
mulighed for at parkere skepsis mod EU-vejen ved i stedet at fantasere om perspektivet ved
EU-medlemskab. Pro-EU diskursen iagttages som skrøbelig, da aktiveringen af EU som
sublimt ideologisk mandat hviler på det forhold, at dette mandat må undertrykke den usikre vej
mod EU og intern modstand.
Den nationalistiske diskurs iagttages som en hysterisk diskurs, hvis drivkraft er kontinuerlig
udfritning af Mestersignifikanter. Det kommer til udtryk i en konsekvent forkastning af
udefrakommende forsøg på at betydningstilskrive Serbien. Den nationalistiske diskurs iagttages
som en fortrængt Mesterdiskurs, der ikke vil acceptere at blive be- og fordømt af det
internationale samfund.
Den kritiske diskurs er blevet rammesat som universitetsdiskurs, der med belæg i en højere
indsigt kan udsige denne og hin dom over det serbiske samfund. Den kritiske diskurs abonnerer
på en privilegeret indsigt, der ved at forblive uartikuleret gestalter en position, hvorfra de
serbiske borgere kan ’befries’ gennem oplysning. Den kritiske diskurs som universitær
konfiguration holder en mulig magtudøvelse på behørig afstand, ved at dække over det faktum,
72