“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

egæret, mangelfølelsen, det menneskelige traume, der ikke lader sig symbolisere. Dermed kan
den nationalistiske diskurs iagttages som en nydelsesmediering, hvor manglen dyrkes som
ideologisk fantasme.
I det lys kan man forstå den kontinuerlige fremhævelse af et Kosovo, der er blevet taget fra
Serbien, en tabt uskyld i forbindelse med NATO-bombardementer og en mistet stolthed i
forbindelse med EU-forhandlingerne, som eksempler på manglen som drivkraft, der
opretholder konfigurationen. Serbien kan ikke acceptere udefrakommende symbolisering af
denne mangel, for der findes ingen Mestre, der kan afhjælpe den. Serbien er blevet og bliver
fortsat fejldiagnosticeret af det internationale samfund, og der kan iagttages en særlig form for
nydelse ved at konstatere, at Serbien ikke lader sig symbolisere af det internationale samfund.
EU-integrationsprocessen italesættes i den nationalistiske diskurs som fjendtlige kræfter, der er
indtrådt i den serbiske meningshorisont og har kidnappet og udnyttet den nationale, serbiske
definitionsmagt og dermed frataget muligheden for, at det serbiske folk kan dyrke og nyde
mangelfølelsen. Den nationalistiske diskurs tilbyder dermed et identifikationspunkt for en
uretfærdighedsfølelse, der indenfor en hysterisk logik aldrig kan tilendebringes. For grupper,
der abonnerer på ideen om, at Serbien er offer for en international konspiration, er udsat for
kulturel kolonialisme, der undergraver serbisk identitet samt underlagt et uoverstigeligt pres fra
EU-reformprocessen, tilbyder den nationalistiske diskurs en subjektposition, hvorfra disse
udfordringer kan adresseres og forkastes.
Serbien står over for udfordringer, men disse udfordringer bliver iagttaget som foranlediget af,
S1 og S2; Mesteren og hans fejldiagnoser. Det ikke blot fordi, det er de forkerte diagnoser, men
netop fordi det opfattes som diagnoser. Der rammesættes således en logik, hvor enhver
udefrakommende intervention blankt må afvises, fordi det er en intervention, der har til hensigt
at ændre den serbiske identitet. Dermed kan der iagttages en dialektik, der veksler mellem den
inkvisitoriske tilgang til det internationale samfunds iagttagelse af Serbien, hvad er det i mener,
der er galt med os? og en tilgang der besvares af diskursen selv med henvisninger til den
forkerte diagnose: der er intet galt med os, i tager fejl! (Žižek 1998: 79).
Fordi det evige begær, a, der er sandheden bag diskursen, ikke lader sig symbolisere, kan der
ustandseligt udfrittes nye diagnoser, der igen må forkastes. Det er det internationale samfunds
forsøg på at kolonialisere ’manglen’, der er den egentlige kilde til modstand. Derfor produceres
66