“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

At iagttage den kritiske diskurs som en universitetsdiskurs begrunder jeg ved det forhold, at
kritikkens udsigelsesposition – som belyst i analysedel 1 – ikke substantieres. Der artikuleres
ikke en positivt defineret kæde af ækvivalerede betydningstilskrivninger af et ønskværdigt
samfund. I stedet gestalter diskursen en subjektposition, der ud fra de to komplimenterende
nodalpunkter; moderne, demokratisk samfund og nødvendig kritik tilbyder en platform, hvorfra
domme over det politiske establishment og det serbiske samfund kan nedfældes. Kritikken, som
jeg iagttager den i artikulationsanalysen, rodfæstes i et kategorisk imperativ om at fremsætte
den, fordi dens ophavspersoner har opnået en privilegeret indsigt og adgang til viden, der
nødvendiggør undergående intervention i det serbiske samfund med henblik på korrektion.
Adressaten er netop begæret, a, hvilket vil sige, at der forudsættes et begær for at blive oplyst
som grundlæggende dynamik i den kritiske diskurs.
Agenten, S2, gestaltes som en samlet mængde viden om konkrete samfundsforhold, om
transparent politisk forvaltning, om politikeres etiske adfærd og om, hvad den politiske klasse
egentligt er gjort af. Det er denne indsigt, S2, der ved ophobning i talrige eksempler berettiger
diskursens intervention i det serbiske samfund, fordi denne indsigt kan forkaste subjektiv
involvering i perfide politiske projekter; hyklerisk EU-tilslutning og bagudskuende
nationalisme. I stedet kan der med belæg i den objektive viden potentialiseres egentlige,
progressive begærsobjekter, a, fordi manglen er blevet sat fri fra det politiske systems modus
operandi.
Produktet af universitetsdiskursen bliver dog gradvist mere spaltede subjekter, $, fordi den
videnbaserede adressering altid vil forekomme utilstrækkelig, grundet begærets uafgørbarhed.
Det er ikke identitetsmarkører, der fremsættes af den kritiske diskurs, men derimod det aldrig
symboliserbare rene begær; muligheden for at tænke klart og velreflekteret over, hvad man som
serbiske borgere egentligt ønsker. Med den akkumulerede viden kan man skrælle alle de falske
forestillinger væk, og nå ind til kernen af, hvad der betragtes som oplyst begær. Den kritiske
diskurs som universitær konfiguration kan opridses således:
Viden om moderne, demokratisk samfund(S2) → Begæret for refleksiv praksis(a)
________________________________________________________
Indlejret magt(S1) / / Spaltning mellem vidende og begærende subjekt($)
Det, der adresseres af den kritiske diskurs, er rent negativt forankret. Den serbiske politiske
kultur forkastes, og politiske alternativer bliver underlagt samme kritiske granskning og
herefter udgrænset til differenskæden. Dermed kan der iagttages en effekt af den kritiske
69