“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

nydelse, hvor det netop er de fremsatte diagnoser, der ellers skulle fungere som belæg for
reformer, der først granskes og følgelig forkastes. Der opstår en logik, hvor afvisningen af
diagnoser bliver en drivkraft for tilslutning. Den nationalistiske diskurs udspringer af den
opfattelse, at Serbien er udsat for uretfærdig behandling, dels gennem propaganda dels gennem
international intervention. Enhver form for adressering af denne uretfærdighed må afvises,
fordi den indstiftes som blot endnu et forsøg på uretfærdig intervention. Den nationalistiske
diskurs virker, fordi den medierer en særlig form for overgivelse til en undergående forurettet
følelse. En følelse, der opfattes som truet ved de reformivrige kræfters forsøg på at kolonisere
den. Fordi jeg iagttager den nationalistiske diskurs som fortrængt Mesterdiskurs, kan den
nationalistiske diskurs iagttages som symbolsk virkningsfuld, da den skaber mulighed for at
fantasere om at lade uretfærdigheden indtræde som egentlig Mestersignifikant og lade denne
give det serbiske samfund retning.
Pro-EU diskursen og den nationalistiske diskurs indgår således i en konfliktpræget, konstitutiv
spænding, fordi de, som det er blevet vist i analysen, forudsætter samt beror på hinandens
gensidige udgrænsning.
Den kritiske diskurs placerer sig på kanten af ovenstående spil mellem EU som artikuleret,
sublim Mester og det spaltede subjekts uretfærdighedsfølelse. Den første artikuleres som tom
den anden som inkompetent. Der hævdes en særlig indsigt i Serbiens egentlige beskaffenhed,
og den sættes i scene som et højerestående kald, der pålægger at sætte den falske bevidsthed fri.
Den kritiske diskurs får drivkraft af ren negation forstået som det forhold, at udgrænsninger af
elementer giver den retrospekt betydning. Der gestaltes en tom udsigelsesposition, hvorfra
politikformuleringer kan afvises som værende utilstrækkelige. Fordi den er tom, medierer den
en tiltrækning for refleksiv praksis. En praksis der må forblive åben, for at man som borger kan
fantasere om, at kritisk tænkning og privilegeret indsigt kan lede mod et moderne samfund.
Den kritiske diskurs ligger således i grundlæggende konflikt med det politiske system, fordi
fremsatte krav og politiske programmer iagttages som en strangulerende begrænsning af den
refleksive praksis. Dog blev der også i analysen spekuleret i, om der kunne potentialiseres en
rekonfigurering af den kritiske diskurs, hvormed der åbenbares et tilhørsforhold til et sæt af
politiske formuleringer, ud fra hvilke der ville kunne gestaltes en politisk magtudøvelse. For
nuværende vil den kritiske diskurs som politisk tendens nok nærmere kunne iagttages som et
ben i halsen for de serbiske politikere, der svært lader sig sluge, da den undlader at lade sig
præcisere med henblik på et institutionaliseret foretagende.
75