“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

diskurs et ansvar for alternativ politikformulering. Det afvises, at man skulle organisere sig i et
politisk parti, og Pešić afviser samtidig, at der med den kritiske diskurs’ virke, bl.a. i
forbindelse med de blanke stemmer, skulle være mulighed for magtudøvelse; but that is a very
weak(…) you can not expect anything spectacular from that.
Den kritiske diskurs afviser at gå på kompromis med den objektive viden, fordi enhver
politikformulering nødvendigvis må iagttages som en kompromittering af den privilegerede
indsigt. Dette ville betyde tilsynekomst af en Mestersignifikant; i tilfældet her som en
indikation på, at S2 er underlagt visse begrænsninger, der kan iagttages som intention om at
udøve magt. Således kan der begæres tilslutning til abstrakte begreber som det europæiske,
civilisation og moderne demokrati, da denne tilslutning muliggør en udsigelsesposition, hvor
det er dem, der ved og har indsigt i adækvat og etisk regeringsførelse, der har agens i
konfiguration. Men tilslutningen må forblive abstrakt og uafhængig af egentlige
styrkemarkører, da enhver form for fiksering af den ophøjede viden vil betyde behovet for S1’s
intervention. Det er oplysningen, der er dens kritiske sigte, men det er en bagvedliggende
magtudøvelse, der er dens drivkraft. Når den kritiske diskurs forkaster det serbiske politiske
establishment med reference til objektiv viden, dækkes der over den underliggende sandhed; at
ingen viden er objektiv eller sand, men indlejret i magtstrukturer og overbevisninger, der ikke
kan løsrives fra Mestersignifikanter. Når der refereres til moderne demokrati, må denne
betegner forblive tom, kun betydningstilskrevet ved negationer. Symbolisering hviler på
substantiering og dermed på konkret stillingtagen og tilslutning til en udvalgt
Mestersignifikant, S1. Derfor vanskeliggør den kritiske diskurs logik, at der fremsiges egentlige
politiske alternativer, fordi konfigurationen kun fremstår symbolsk virkningsfuld, så længe den
opleves uafhængig af magtstrukturer. På den baggrund kan der fantaseres om en ophøjet viden
som grundlag for fravælgelse af politisk engagement. EU og det internationale samfund, når det
kommer til konkrete reformer og samarbejder, forkastes som utilstrækkelige, da disse altid vil
være udtryk for en meningsfiksering og dermed som en magtudøvelse, der kompromitterer den
objektive, uafhængige viden.
I den kritiske diskurs som universitær konfiguration forekommer der en nærmest matematisk
præcision på at dække over det forhold, at henvisningen til demokratiske principper og etisk
adfærd ikke i sig selv er objektiv sand, men hviler på en magtudøvende logik, der
betydningstilskriver disse begrebers indhold. Demokrati og kompetence er ikke entydige
begreber, men beror på et forankringspunkt frem for et andet med henblik på at sætte sig
71