Internettet - nyt medie, nye problematikker? - Medierådet for Børn og ...

Kapitel 2
pessimistiske spor har indtil for nylig gennemsyret den offentlige debat, så den med
mellemrum har nået panikagtige reaktioner både herhjemme og i udlandet (...)”
(Drotner, 1999 (A), p. 21)
Polariseringen inden for forskningen er ikke historisk ny, da man eksempelvis allerede
i forbindelse med filmens udbredelse på den ene side frygtede, at den ville nedbryde
børn og unges moral, mens man på den anden side havde en forventning til og et ønske
om, at filmen kunne forene publikum på tværs af sociale og nationale skel (Drotner og
Sørensen, 1996, p. 22).
Polariseringen inden for forskningen skal ydermere ses i lyset af, at forståelsen af
kommunikation har ændret sig radikalt siden effektforskningen i 1920’erne.
Effektforskernes lineære forståelse af kommunikation og syn på modtageren som fuldt
modtagelig for mediernes budskaber bliver i dag anskuet som forenklet. Hvor
effektforskerne stillede spørgsmålet, om hvad gør medierne med menneskerne, flyttede
fokus senere til, hvad gør menneskene med medierne i form af uses-and-gratification
forskningen (Werner, 1998, p. 25). Det er disse to hovedstrømninger, der ligger til grund
for den forskning, vi ser i dag. Fra uses-and-gratification tankegangen udsprang to
retninger, som siden har haft stor betydning for kommunikationsforskningen:
receptions- og uses-and-effect forskningen. Receptionsforskningen fokuserer på
modtagerens aktive betydningsdannelse i mødet med mediet, hvor uses-and-effect
forskningen kombinerer tanken om budskabernes virkninger med brugen af mediet:
”En ensidig årsak-virkning-tankegang i de tradisjonelle effektundersøkelsene er
erstattet av tankegangen om at det over tid foregår et samspill og en vekselvirkning
mellom kunnskap/holdninger/atferd på den ene siden og mediebruk på den andre;
bestemte holdninger fører til bestemte former for mediebruk som igjen virker inn på de
opprinnelige holdningene, osv..” (Werner, 1998, p. 25-26)
I nyere forskning er man således gået væk fra den lineære model og over til
spiralmodellen. Ud fra denne forståelse vil et barn, der har en tendens til voldelig
adfærd, selv opsøge vold i medierne, hvilket derefter kan være medvirkende til, at
barnet bliver mere voldeligt – spiraleffekten er således påbegyndt (Werner, 1998, p. 26).
Flere forskere inden for feltet har dog i dag bevæget sig væk fra det overvejende
pessimistiske perspektiv på medierne over mod et mere positivt perspektiv. Mange ser
således mediernes betydning som en del af en større helhed og derfor som en mere
kompleks problemstilling end tidligere. Et eksempel er Birgitte Tufte, som i 1980’erne
beskæftigede sig med fjernsynsvolds negative effekt på børn med aggressive tendenser
(Tufte, 1983, p. 25). Hun er i dag en af de forskere, der i høj grad fokuserer både på
9