Internettet - nyt medie, nye problematikker? - Medierådet for Børn og ...

Kapitel 3
og ikke til spil, som for hende fremstår som underlødig underholdning. Hvis Anne-
Grethes børn skal spille computerspil, skal de spille cd-rom spil og ikke internetspil,
idet hende og hendes mand således har indflydelse på, hvilke spil børnene leger med
(Anne-Grethe, gr. 2, p. 6). Den sammensatte forståelse af internettet, som både et redskab
og et medie der indeholder underlødigt indhold, er en forståelse, der ydermere har gjort
sig gældende inden for såvel mediedebatten som den politiske debat. På et teoretisk
niveau kan forståelsen endvidere ses som et udtryk for, at Anne-Grethe sondrer
mellem finkultur og populærkultur i forhold til sit barns dannelsesproces. Anne-Grethe
ikke alene sondrer mellem disse, hun forsøger også via regulering at mindske barnets
kontakt med populærkulturelle fænomener. Sondringen kommer ydermere til udtryk
hos Claes, der fortæller, at han foretrækker, at hans søn bruger tid på at søge
information frem for på spil:
”Altså der vil jeg sige, at jeg vil da hellere have, hvis han skal bruge meget tid, at han
så bruger nettet, altså på informationssiden, end han gør på spilsiden, men jeg sætter
da ikke regler op, om han må det ene eller det andet.” (Claes, gr. 3, p. 14)
Claes’ udsagn viser således i et teoretisk perspektiv, at han har en forståelse af
informationssøgning som finkultur og spil på internettet som udtryk for populærkultur.
Polariseringen af de to kulturopfattelser kan forstås i sammenhæng med Drotners
sondring:
”Finkultur = god = kunst, populærkultur = dårlig = underholdning. Og som nævnt
regnes massemedierne automatisk til populærkulturen – med undtagelse af de genrer,
som direkte knytter sig til det oplysende: ”seriøse” aviser, informationssøgning på
internettet (men ikke eksempelvis chat groups og pornosites). Derfor er det specielt
skadeligt for børn at spille computerspil, se for meget TV og video, eller læse for
mange seriehæfter og tegneserier: de hindres herved i at udvikle den kulturelle og
menneskelige dannelse som er grundlaget for overhovedet at kunne blive menneske.”
(Drotner, 1999 (A), p. 56)
Ud fra vores synspunkt ligger forældrenes dannelsesopfattelse i nogen grad til grund
for, hvilke internetkompetencer, de mener, deres børn skal opøve. Susanne fortæller:
”[D]en største bekymring for mig, det er, at min datter ikke kan lære, at det er et
målrettet værktøj, man skal bruge [...] Jeg tror, hvis man kan lære dem forholdsvis
tidligt [...] at søge sådan målrettet og få klare svar på klare spørgsmål, så bilder jeg
mig ind, at man kan guide lidt udenom de værste af de der formålsløse hænge ud foran
skærmen.” (Susanne, gr. 1, p. 7)
35