Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

04. Baggrund
”i begyndelsen arbejdede man ud fra forudsætningen om, at krig kunne udbryde i en nærmere
fremtid.”
NATO-redegørelse fra 1955.
Den kolde Krig. Den kolde Krig var en langvarig konflikt, som i sit væsen drejede sig om, hvilke
samfundssystemer der skulle triumfere og overleve, og hvilke der skulle lide nederlag og gå til
grunde. Hvem af parterne der var ”skyld” i denne konflikt, skal ikke drøftes her. I dag kender vi
resultatet af denne enorme og langvarige styrkeprøve, der strakte sig over det meste af det 20.
århundredes anden halvdel, men som tog sin begyndelse med bolsjevikkernes erobring af magten i
Petrograd i 1917. Den kolde Krig forblev kold, men der var perioder, hvor mange frygtede, at den
ville slå over i varm krig. Der var enkeltstående tildragelser som Cuba-krisen i 1962, hvor verden
syntes at stå ved afgrundens rand, men der var også andre, lange perioder, hvor spændingen var så
stor og stemningen så dyster, at de ledende strateger forestillede sig, at en altomfattende, varm Øst-
Vest konflikt ville kunne blive resultatet af en forsætlig udløsning.
I november 1954 udarbejdede NATO´s sekretariat i Paris en foreløbig redegørelse for henholdsvis
NATO-medlemmernes og Østblokkens samlede økonomiske styrke til forelæggelse for NATO´s
Råd. Sommeren 1955 blev redegørelsen færdigredigeret. Et notat i det danske forsvarsministerium
bemærkede i den anledning, at ”i begyndelsen [ved udarbejdelsen af redegørelsen, bj] arbejdede man
ud fra forudsætningen om, at krig kunne udbryde i en nærmere fremtid.” Senere blev det imidlertid
besluttet, at risikoen for krigsudbrud inden for et kortere tidsrum måtte anses for formindsket. iii
Notatet viser i et glimt, at vestlige militærstrateger og politikere i første halvdel af 1950´erne
betragtede en altomfattende krig med Sovjetunionen og dens allierede som en akut risiko – og vel at
mærke en krig, som en efter NATO´s opfattelse aggressiv sovjetisk ledelse ville udløse. Men Stalins
død og de mildere vinde fra øst i 1955 gjorde, at det "politisk" blev besluttet at anse en sådan risiko
for at være blevet mindre.
I slutningen af året 1955 foreligger der ligeledes fra det danske forsvarsministerium en kilde, der
henviser til et (NATO)-notat om tendenserne i Sovjetunionens aktuelle sikkerhedspolitik. Det hedder
heri – under indtryk af den nye og blødere sovjetiske linie med hensyn til atomvåbenkrig, som blev
anlagt efter Stalins død, at den sovjetiske ledelse frygtede for en kernevåbenkrig og derfor
”formentlig” ikke ville påbegynde en sådan krig; i hvert fald ikke så længe ledelsen var overbevist
om, at Vesten ville gøre gengæld med kernevåben ”med tilstrækkelig styrke til at tilintetgøre
[Sovjetunionen]”. Man kunne dog ikke ganske udelukke, at Sovjetunionen ville påbegynde en
konventionel krig i tillid til, at Vesten i så fald ville vige tilbage for at anvende atomvåben. iv
Igen får man et umiddelbart indtryk af, med hvilken selvfølgelighed en storkrig mellem Øst og Vest
indgik i de rutinebetragtninger, der blev anlagt på NATO´s sikkerhedspolitik. Da USA over for
Danmark i 1958 skulle begrunde nødvendigheden af nye militærinstallationer på Færøerne, hed det
uden videre i et hemmeligt notat, at installationerne skulle forstås ”som en del af den defensive
afskrækkelse af sovjetisk aggression”. v
iii FM 1. kt. 91-51/52-73. Notits fra FMs 11. kt. 9.6.1955.
iv FM 1. kt. 91-51/52-73. Notits 6.12.1955.
v UM 105 L 1. Amerikansk hemmeligt memorandum 29.5.1958.
10