Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

06. Færøernes holdning til NATO
Indledning. Én ting var, at regeringen i København som tidligere omtalt var tilfreds med, at
Færøerne (og Grønland) var omfattet af Atlantpagten. Et andet spørgsmål var, hvordan færinger (og
grønlændere) så på det forhold, at deres lande blev NATO-territorium som følge af Danmarks
beslutning om at blive medlem af Den nordatlantiske Alliance. Her skal kun behandles færingernes
syn på dette spørgsmål.
Løsrivelseskræfterne og anti-NATO grupperne på Færøerne forsøgte at bruge tilstedeværelsen af de
militære anlæg til at fremme deres politiske mål. For de politikere, der ønskede at bevare forbindelsen
til Danmark, og som måske også var tilhængere af, at Færøerne bidrog til den vestlige alliance, kunne
det være en vanskelig sag at tage stilling til. Forsvaret af riget, herunder Færøerne, var jo ifølge
Hjemmestyreloven af 1948 den danske regerings ansvar. Men at fremhæve dette forhold kunne give
det indtryk, at man var villig til at lade den danske regering skalte og valte med Færøerne efter
forgodtbefindende. I 1987, da Folkeflokken blev erklæret pro-NATO, gjorde Pauli Ellefsen fra
Sambandspartiet opmærksom på, at hans parti hele tiden havde ønsket udenrigspolitik sammen med
Danmark og Grønland i rigsfællesskabet, og at partiet derfor havde støttet Færøernes (i kraft af
rigsfællesskabet) medlemskab af NATO. ci
Der var imidlertid en vis dobbelthed i den færøske holdning, og der blev aldrig fra færøsk side sat
trumf på eller stillet kategoriske krav om, at de militære installationer og det personel, som betjente
dem, blev fjernet. Færingerne kunne også bruge øernes stigende militærstrategiske betydning og
opførelsen af de forskellige militære anlæg til at få dansk økonomisk støtte til fiskeriflåden og til
udviklingen af infrastrukturen.
Den i anden sammenhæng omtalte norske statsborger, Nils Ihlen, som i efterkrigsårene boede og
arbejdede på Færøerne, forsøgte i 1954 offentligt at belære færingerne om de i alle henseender
gunstige følger af Færøernes tilhørsforhold til NATO. Først understregede han, at spørgsmålet om
Færøerne og NATO slet ikke fandtes, da Færøerne selvsagt var tilsluttet NATO som følge af
rigsfællesskabet. Nils Ihlen mente endda, at Danmark fortjente tak for den tilbageholdenhed og det
hensyn, som var blevet vist færingerne med hensyn til den militære udnyttelse af de strategisk vigtige
øer. Dernæst mente han, at Færøerne under alle omstændigheder hurtigt ville blive besat under en
krig. Spørgsmålet var blot af hvem, og da det ville være i Færøerne interesse, at det blev
vestmagterne, til hvis verden færingerne såvel økonomisk som kulturelt ubønhørligt hørte, burde der
allerede i fredstid træffes de nødvendige foranstaltninger til at modtage tropper, som kunne modstå
et [sovjetisk] angreb. Desuden ville militære anlæg give arbejde på Færøerne, og fuld beskæftigelse
var det bedste middel mod kommunistisk infiltration. Efter Ihlens mening havde Færøerne ikke fået
andel i Marshall-hjælpen, fordi færingerne nærmest var imod NATO. cii
Færøske lagtingsvedtagelser om militærspørgsmål. Der er ofte fra færøsk side blevet gjort
opmærksom på hele fire lagtingsvedtagelser, som angiveligt blev krænket af de danske
rigsmyndigheder ved, at disse først uden videre inddrog Færøernes territorium i NATO-alliancen i
1949 og dernæst i de kommende år etablerede en række NATO- og andre militære anlæg på
Færøerne.
ci Dimmalætting 11.12.1986.
cii "NATO og Føroyar", Dagbladid 9.4.1954. Afskrift af artikel.
42