Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

installationer og militært personel på Færøerne. Omvendt kunne løsrivelseskræfterne bruge
forsvarsspørgsmål som ammunition til at virke for løsrivelse.
Dansk ”fortjeneste” ved militære anlæg på Færøerne? Alt taler for, at det færøske territorium,
som skiftende danske regeringer stillede til rådighed for NATO og USA til militær udnyttelse, har
aflastet Danmark i forhold til forsvarsaaliancen og USA. Med det ”færøske bidrag” til det fælles
forsvar kunne Danmark lettere sige nej til USA og alliancen på andre områder.
Om Danmark økonomisk har tjent på dette forhold i form af lavere forsvarsudgiftr, lader sig ikke
sikkert besvare, men er sandsynligt. Færøerne fik klart økonomisk udbytte af de militære anlæg.
Færøernes infrastruktur blev forbedret, og de militære anlæg skabte arbejdspladser også for færinger.
Sovjetunionen som paradoks. Sovjetunionen var et overoprustet imperium og en forarmet
politistat, som blev styret af et totalitært regime med globale ambitioner. Regimets ambitioner og
demonstration af styrke over for både omverdenen og den sovjetiske befolkning stod imidlertid i
skærende kontrast til de åbenbare svagheder, partistaten opviste over for befolkningen og verden.
Det gjaldt på så afgørende områder som det økonomiske systems enestående uproduktivitet og
befolkningens lave levefod i videste forstand. Men det gjorde sig allermest gældende i den mangel på
frihed samt den censur og undertrykkelse, der karakteriserede alle væsentlige livsområder. Der var
hverken ytrings-, forsamlings- eller trosfrihed, og befolkningen måtte ikke frit forlade landet eller
vende tilbage.
Partistatens propaganda var til gengæld både massiv og omfattende. Selv om propagandaen ofte var
primitiv, blev den troet af mange i Vesten. Og så længe systemet kunne holde sig selv oppe, virkede
det i kraft af sine magtmidler frygtindgydende.
Under Leonid Brezjnevs ledelse 1964-1982 lykkedes det Sovjetunionen at opnå USA´s anerkendelse
af jævnbyrdighed med hensyn til kernevåben. Det skete i 1972 efter en storstilet sovjetisk oprustning.
I Europa fik Sovjetunionen i 1975 de eksisterende grænser anerkendt som uforanderlige, dvs. en
accept af de sovjetiske landvindinger som følge af 2. verdenskrig og dens forspil (bl.a. de baltiske
lande). Efter Moskvas opfattelse havde man også herved opnået en anerkendelse af Europas
permanente deling med Øst- og Centraleuropa som sovjetisk dominansområde.
Den langsigtede sovjetiske strategi gik ud på at fordrive USA fra Vesteuropa eller i det mindste at
svække amerikansk indflydelse ved at svække NATO. De skandinaviske og nordatlantiske NATOmedlemmer
Danmark, Norge og Island fik sammen med Sverige og Finland tilbud om status som del
af en nordisk, neutral og atomvåbenfri, såkaldt ”fredszone”. I modsat fald - lød det ildevarslende fra
Kreml - risikerede bl.a. Danmark at gå til grunde under en krig, hvor de som USA´s allierede ville
blive mål for sovjetiske atombomber. ”Sovjetunionen er parat til at ødelægge de steder, hvor man vil
placere kernevåben [i de nordiske lande]”, og de nordiske lande risikerede derfor at ”blive ødelagt i
tilfælde af en atomkrig”, lød det ildevarslende. 1
Fra slutningen af 1970´erne satte Moskva Vesteuropa under forstærket militær pres ved
udstationering af nye mellemdistanceraketter med kernevåben rettet mod de vesteuropæiske
storbyer. Via vesteuropæiske kommunistpartier og frontorganisationer blev der udfoldet en
omfattende anti-NATO og anti-amerikansk propaganda. Samtidig blev en vesteuropæisk
fredsbevægelse meget aktiv. I 1980´erne hed det i den sovjetiske propaganda, at Sovjetunionen i
166