Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

I december 1964 rejste selvstyrelandsstyret spørgsmålet om de militære installationer og det militære
personel på Færøerne, der betjente dem. En skrivelse blev fremsendt til statsminister Jens Otto Krag.
Statsministeren underrettede mundtligt lagmand Hákun Djurhuus (Folkeflokken) om, at det var
nødvendigt at drive radarstationen på Færøerne med militært personel. Ifølge et referat af et møde
den 17. maj 1965 mellem lagmanden og statsministeren erkendte lagmand Djurhuus, at LORANstationens
virksomhed ved Ejde også var i færøsk interesse, og at der ikke var særlige problemer
knyttet til dette anlægs virksomhed. Hvad angik radarstationen på Sornfelli ved Thorshavn, var det
især det uniformerede personel, der gav anledning til vanskeligheder. cxi
Da lederen af de færøske socialdemokrater Peter Mohr Dam sidst på året 1965 orienterede den
socialdemokratiske gruppe i det danske folketing om færøske forhold og problemer, var der på de 12
tætskrevne sider, som udgjorde grundlaget for orienteringen, intet som helst om militære emner.
Derimod indeholdt redegørelsen en udtrykkelig bekræftelse af Færøernes samhørighed med
Danmark. cxii
Forslag om Færøernes udtræden af NATO. Tjodveldisflokken fremsatte i foråret 1969 forslag i
lagtinget om, at Færøerne skulle udtræde af NATO. Resultatet af initiativet blev imidlertid det meget
mindre drastiske, at fem partier i lagtinget inklusive Tjodveldisflokken i august 1970 vedtog en
opfordring til den danske regering om at undersøge mulighederne for, at de gamle færøske
vedtagelser om at holde Færøerne uden for militære konflikter blev virkeliggjort. cxiii
1970-erklæringen var dog noget strammere end 1961-vedtagelsen. Rigsombudsmand M. Wahl
gjorde regeringen i København opmærksom på, at lagtinget i 1970 havde indsat ordet
”militæralliancer” i et citat fra 1940-vedtagelsen. Sidstnævnte vedtagelse havde imidlertid kun talt
om ”krigen og stridigheder mellem landene” og havde slet ikke kunnet nævne militæralliancer, da
Danmark på det tidspunkt ikke var medlem af nogen alliance. cxiv
Udenrigsministeriet, som blev bedt om en vurdering af spørgsmålet, advarede regeringen mod at give
efter. Det ville – hed det i et responsum – stride mod danske sikkerhedspolitiske interesser, hvis
Atlantpagten blev ændret til ikke at omfatte Færøerne. Et eventuelt dansk forslag herom måtte
ventes at støde på afgørende modstand fra Danmarks allierede, ikke mindst USA, Storbritannien og
Norge. cxv
Den danske regering ved statsminister Hilmar Baunsgaard valgte derpå at besvare den færøske
opfordring ved at understrege, at forsvaret af Færøerne var et rigsanliggende, men at regeringen på
den anden side var indstillet på at tage ”vidtgående hensyn” til de færøske synspunkter.
I 1973 var der rygter i omløb på Færøerne om, at der skulle etableres endnu flere militære anlæg på
øerne, hvis Island opsagde Keflavik-basen. Avisen Sosialurin spurgte i den anledning lagmand Atli
Dam, om den danske forsvarsminister havde nævnt dette spørgsmål under sit nylige møde med
landsstyret i Thorshavn. Lagmanden benægtede, at dette spørgsmål var blevet drøftet.
cxi SM 40-17-60. Referat af møde mellem Hákun Djurhuus og statsministeren 17.5.1965. Notat af M. Wahl 1969.
cxii SM 40-18. P.M. Dams redegørelse december 1965.
cxiii SM Føroya Landsstyri til Rigsombudsmanden 17.10.1970.
cxiv SM 40-17-60. ROM M. Wahl til Statsministeriet 3.11.1970.
cxv UM 105 L 1. Notits ”Færøerne og NATO“ af S.G. Mellbin 19.3.1971.
45