Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

Moskva var overvejende interesseret i de skandinaviske nærområder, herunder Bornholm og de
nordnorske territorier, Bjørnø, Svalbard og Finnmark. Finnmarken var sovjetisk besat fra efteråret
1944 og frem til september 1945, da de sovjetiske tropper blev trukket hjem efter norsk anmodning.
Kort tid efter besættelsen af Finnmarken havde udenrigskommissær Vjateslav Molotov over for den
norske udenrigsminister Trygve Lie i november 1944 krævet Bjørneø afstået samt etableret fælles
sovjetisk-norsk administration og befæstning af Svalbard. Kravene blev gentaget to gange i 1946, og
den norske regering gik meget langt i retning af at imødekomme de sovjetiske krav. Det endte dog
med, at det norske storting uden sovjetiske indvendinger afviste kravene i 1947. Kremls interesse for
Bornholm var heller ikke stor nok til, at man krævede ret til militær kontrol med øen. clxii
Danmark argumenterede omvendt over for Washington med, at hvis USA satte sig fast på Grønland
og Færøerne, ville Sovjet sætte sig fast på Bornholm og Svalbard. clxiii I den første efterkrigsperiode
havde London samme vurdering: briterne frygtede en sovjetisk militær tilstedeværelse på dansk og
norsk territorium som følge af for vidtgående amerikanske krav i Nordatlanten. Den danske gesandt i
Moskva, Thomas Døssing, rapporterede i maj 1946, at den britiske chargé d‘affaires i Moskva,
Frank Roberts, i forbindelse med Bornholms rømning havde udtalt, at amerikanerne forhåbentlig ville
være så fornuftige snarest at forlade Island. clxiv Denne angivelige sammenhæng mellem Grønland og
Island på den ene side, og Svalbard og Bornholm på den anden side skal have fået Kreml til at fare
med lempe, og London til at holde igen på Washington. USA skal oven i købet i 1947 have overvejet
en handel med Moskva gående ud på, at Sovjet kunne etablere sig på Svalbard, mens USA satte sig
på Grønland og Island. clxv
Grønland/Færøerne og Bornholm - kobling? Alt tyder på, at der var en vis sammenhæng mellem
de nordiske øer i Nordatlanten, Barentshavet og Østersøen. Men sammenhængen var ikke nær så
entydig og fast, som den danske regering frygtede, og som det efterfølgende er fremstillet i
litteraturen. I København troede man således i årene efter 2. Verdenskrig, at Moskva ville knytte den
fortsatte britiske militære tilstedeværelse på Færøerne og den amerikanske på Grønland sammen med
Bornholm-spørgsmålet.
Da udenrigsminister Gustav Rasmussen i begyndelsen af 1946 var i London til FN´s første
generalforsamling, fik han efter stærk britisk tilskyndelse foretræde for viceudenrigskommissær
Andrej Vysjinskij. Et hovedformål med mødet var fra dansk side at høre, hvordan Moskva så på
Bornholm og den sovjetiske militære tilstedeværelse dér. For at opmuntre Vysjinskij nævnte Gustav
Rasmussen de britiske troppers tilbagetrækning fra Danmark og Færøerne. Hvis de sovjetiske
tropper på Bornholm også ville blive trukket tilbage, ville det få en gunstig virkning på forholdet
mellem Sovjetunionen og Danmark. clxvi Den danske udenrigsminister forsøgte altså at kæde den
sovjetiske tilstedeværelse på Bornholm sammen med den britiske tilstedeværelse på Færøerne. Når
briterne forlod de danske øer i Nordatlanten, som var blevet besat i forbindelse med verdenskrigen,
kunne de sovjetiske styrker også forlade den danske ø i Østersøen.
clxii
Det kan ikke udelukkes, at den sovjetiske nølen med hensyn til Svalbard hang sammen med den danskamerikanske
uenighed om Grønland. Hvis Moskva havde presset hårdere på over for Norge, ville det have været
sværere for Danmark at få USA ud af Grønland.
clxiii
UM GSK Washington 5 F 2. Povl Bang-Jensen til UM 29.5. og 15.6.1946.
clxiv
UM Depecher Døssing til UM 16.5.1946. Nr. XVI. (9 D 49)
clxv
Jakob Sverdrup: Inn i storpolitikken 1940-1949 (1996), s. 260-262. Henvisning til Morgenstierne til Lange
24.1.1947
clxvi
Bent Jensen: Den lange befrielse, s. 260-261.
63