Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

kunne nu ramme USA fra Barentshavet og behøvede således ikke som tidligere at bevæge sig ud i
Atlanterhavet.
For at modvirke denne trussel havde USA skærpet overvågningen og kontrollen med de sovjetiske
ubådes bevægelser, ligesom man havde indsat atomdrevne ubåde som forsvarsvåben mod de
sovjetiske. USA havde derfor behov for at være til stede på den ene eller anden måde i de nordlige
havområder. Også luftrummet var vigtigt, men her havde USA installationer i Canada og på
Grønland.
Den sovjetiske Nordflåde var den afgørende kraft i Sovjetunionens muligheder for at øve global
maritim indflydelse og samtidig et hovedelement i bestræbelserne på at kunne afskære
forbindelseslinierne mellem USA og Vesteuropa under krig. Sovjetunionen havde en afgørende
interesse i at sikre sig totalt sø- og luftherredømme i området bestående af Barentshavet og de isfri
dele af Polhavet.
Nordkalottens betydning for NATO var en funktion af den sovjetiske styrkeopbygning. Den
strategiske situation set fra Vesten og især Vesteuropa ville blive alvorligt forværret, hvis
Sovjetunionen opnåede fuld kontrol med dette område. Det ville nemlig blive et fremskudt
udgangspunkt for en offensiv anvendelse af de eksisterende styrker.
Færøerne i et militærstrategisk centrum. Nordøstatlanten – dvs. farvandene mellem Grønland,
Island, Storbritannien og Norge – var det område, Færøerne befandt sig i. Det lå oven i købet i den
passage mellem Island og Skotland, som var den vigtigste adgang til Atlanterhavet østfra. Omvendt
var det her, USA/NATO skulle kontrollere og i givet fald gennemføre et forsvar mod væsentlige dele
af den sovjetiske missilbevæbnede ubådsflåde. Ligeledes var Vestens mulighed for at overvåge og
imødegå en sovjetisk maritim fremtrængen mod forbindelseslinierne over Atlanterhavet knyttet til
denne passage.
Selv om sovjetiske missilbærende ubåde kunne ramme USA fra Barentshavet, anså
Forsvarskommandoen det alligevel for givet, at Sovjetunionen ville ønske at sprede den sovjetiske
flådes strategiske ubådsvåben og derfor anbringe ubåde i Atlanterhavet. Også konventionelle
orlogsskibes forlæggelse til Atlanterhavet forudsatte passage af gabet mellem Grønland og Skotland.
Det var her, Færøernes militære betydning lå. Øerne var nemlig anvendelige som varslings- og
baseområde. Da havdybderne her var mindre end i de nordlige farvande og i Danmarksstrædet, var
mulighederne for at minere farvandene i Nordøstatlanten bedre i dette område. Nye dybvandsminer
var ved at blive udviklet, som gjorde mulighederne for en maritim blokering endnu bedre. Hele
udviklingen havde medført, at farvandene mellem Island, Norge og Skotland måtte betragtes som ”et
militærstrategisk centrum” (min fremhævelse, bj). I global maritim sammenhæng var tyngdepunktet
blevet flyttet fra Østersø-udløbene og Barentshavet ud i dette område i Atlanten, ”hvor udfaldet af en
eventuel maritim Øst-Vest-konfrontation vil øve afgørende indflydelse såvel på opretholdelsen af de
transatlantiske forbindelser som på mulighederne for at gennemføre et vestligt forsvar på
Nordkalotten, i Østersø-området og Nordsøen.”
Færøerne lå altså i selve brændpunktet for en mulig øst-vest-krig.
En autentisk sovjetisk kilde fra 1983 bekræfter for så vidt den danske NATO-analyse. I det
sovjetiske værk Militært leksikon, som blev udgivet af Institut for Militærhistorie under
Sovjetunionens Forsvarsministerium, hed det under opslaget Færøerne bl.a., at ”USA og NATO
22