Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

Det ville være mærkeligt, om noget lignende om end i mindre målestok ikke også skulle have fundet
sted med hensyn til Færøerne. Det gjorde det da også.
Rigsmyndighederne: "Vekslende bekendte". Skiftende danske regeringer og ledende
embedsmænd i militære og civile institutioner kan dog ikke have opfattet situationen på Færøerne
som særligt faretruende. Hverken forsvarets eller politiets hemmelige tjenester synes at have haft så
meget som en eneste fast medarbejder på øerne i mange år efter 2. Verdenskrig – heller ikke efter, at
Danmark og dermed Færøerne i 1949 var blevet medlem af NATO.
Så sent som i 1952 ønskede Politiets Efterretningstjenestes chef, politimester Ernst Brix, at få oplyst,
hvem Generalstabens Efterretningssektion havde anbragt som agent på Færøerne.
Efterretningssektionens chef, oberst H.M. Lunding måtte (i en noget fornærmet tone) oplyse sin
kollega i politiets efterretningstjeneste om, at man ikke rådede over nogen fast repræsentant dér. Han
ville gerne have en sådan repræsentant, men det var der ikke råd til, lød svaret. Forsvarets
Efterretningstjeneste havde dog gennem tiderne altid haft kilder på Færøerne at trække på -
"vekslende bekendte" på øerne, som det blev udtrykt. Men den officielt udsendte stabsofficer af
marinen (Færøernes Kommandos chef) var udsendt af forsvarsministeriet og havde ingen forbindelse
til Lundings tjeneste.
Justitsministeriet afslog i 1954 trods Politiets Efterretningstjenestes indstilling at bevilge midler til en
kriminalbetjent på Færøerne, som også skulle bestride efterretningsopgaver. Forsvarets
Efterretningstjeneste havde i begyndelsen af 1980´erne en regionsofficer, som beskæftigede sig med
Færøerne. Senere synes en medarbejder ved landfogeden (politimesteren) i Thorshavn dog at have
fået efterretningsopgaver som en del af sit arbejdsområde.
Ifølge en tidligere højtstående person i Politiets Efterretningstjeneste var det især Forsvarets
Efterretningstjeneste, som interesserede sig for Færøerne på grund af de militære installationer og de
mange sovjetiske trawlere. Politiets tjeneste var ikke så optaget af situationen på Færøerne. En
tidligere minister med ansvar for disse områder har oplyst, at det hele foregik stille og roligt; der var
ingen særlige problemer på Færøerne. ccclxxi
Når udenlandske statsborgere ønskede at besøge Færøerne (og Grønland), blev både Politiets og
Forsvarets Efterretningstjeneste som omtalt inddraget. Langt de fleste af sådanne rejser drejede sig
om Grønland. Der kom mange anmodninger fra den amerikanske ambassade i Danmark om
militærpersoner, der ønskede at besøge Færøerne og Grønland. Journalister og videnskabsmænd var
et andet større kontingent. ccclxxii
Færøske forretningsmænd og Sovjetunionen. Nogle færøske forretningsmænds transaktioner med
Sovjetunionen blev fulgt af de danske myndigheder, enten fordi transaktionerne forekom
mistænkelige, eller fordi myndighederne frygtede, at de pågældende forretningsfolk ufrivilligt kunne
ccclxxi Mundtlige meddelelser til forf.
ccclxxii I 1972 skulle nogle sovjetiske repræsentanter deltage i en orienteringsrejse på Grønland. Grønlandsfly
ønskede at prøve at flyve med sovjetiske helikoptere i Sovjetunionens arktiske område og ville i den forbindelse
tilbyde Sovjetunionen en modydelse. Forsvarsministeriet var betænkelig og fandt det ”mere hensigtsmæssigt”, at et
sådant arrangement blev aftalt med et NATO-land med tilsvarende forhold, f. eks. Canada. Hvis det ikke var
muligt, ville ministeriet ikke ligefrem modsætte sig en sådan orienteringsrejse, men der skulle i så fald deltage
forbindelsespersonel, udpeget af danske sikkerhedsmyndigheder. FE var betænkelig. Der kunne blive tale om en
uønsket kontakt med den lokale befolkning, og de sovjetiske repræsentanter kunne indhente mange oplysninger.
FM 203-14-1. FM til Ministeriet for Grønland 4.7.1972.
132