Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

egyndelsen af 1945 gik ud på, at Sovjetunionen efter verdenskrigens afslutning ville stå i en uhørt
styrket militær position i Europa (og Asien) og derfor ville gøre krav på en tilsvarende politisk
indflydelse. Ifølge Stalin skulle verden opdeles i forskellige indflydelsessfærer mellem de sejrende
stormagter. clviii
Sovjetunionen og de nordatlantiske rigsdele efter 1945. Danske politikere og deres embedsmænd
var i de første år efter 2. Verdenskrig overbeviste om, at Grønland og Færøerne spillede en
betragtelig rolle i Kremls sikkerhedspolitiske syn på Danmark. Det var en udbredt dansk frygt, at
opretholdelsen af den amerikanske militære tilstedeværelse på den store danske ø i Nordatlanten ville
medføre sovjetiske krav om militær kontrol med den lille danske ø i Østersøen, Bornholm, eller med
andre udvalgte dele af Danmarks territorium. At der reelt eksisterede en sådan kobling, og at der
faktisk var en sådan risiko, er også udbredt i den historiske litteratur, som ukritisk har overtaget
politikernes og embedsmændenes forestillinger. Meget tyder imidlertid på, at Kreml slet ikke tænkte i
sådanne baner, men i stedet behandlede Grønland og Færøerne som spørgsmål, der var adskilt fra det
øvrige Danmark.
Under 2. Verdenskrig sagde den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, til sin sovjetiske
kollega, I.V. Vlasov, at det fjerne Grønland ikke havde nogen strategisk betydning på grund af
klimaet og afstanden fra Europa. clix Vlasov kommenterede tilsyneladende ikke denne vurdering, han
nøjedes med at referere den i en rapport til Moskva. Faktisk synes Grønland ikke at have spillet
nogen stor rolle i de interne sovjetiske overvejelser om, hvordan verden skulle se ud efter Tysklands
nederlag. Når Danmark blev diskuteret, var det som nævnt i hvert fald altid Østersøen, Øresund og
bælterne samt Sydslesvig og Kielerkanalen, der blev endevendt. Færøernes strategiske betydning og
eventuelle selvstændighed efter krigen blev derimod analyseret, som vi har set. Den sovjetiske
ambassadør Maksim Litvinovs forveksling af Grønland med Island, da han i 1943 udtalte sig om
Henrik Kauffmann og dennes traktat med USA i 1941, tyder heller ikke på, at den fjerne
nordatlantiske ø spillede den store rolle i sovjetisk bevidsthed. clx
Derimod var USA særdeles opmærksom på Grønlands og Færøernes samt Islands og delvis
Svalbards strategiske betydning. På Island havde USA siden 1941 haft 45.000 mand stationeret, og
Washington ønskede også efter krigen en militær tilstedeværelse på øen. Ligeledes gjorde
amerikanerne ikke mine til at ville forlade Grønland efter 2. Verdenskrig, selv om 1941-aftalen kun
tog sigte på krigstiden. USA var ligeledes interesseret i at overtage den britiske base på Færøerne, da
London efter krigen besluttede at opgive den. Der var også stationeret amerikansk personel på den
norske ø Jan Mayen under krigen. I februar 1946 forlod amerikanerne imidlertid denne ø efter norsk
ønske. Den norske regering frygtede, formentlig ubegrundet, at en fortsat amerikansk tilstedeværelse
på Jan Mayen ville få Kreml til at opretholde de sovjetiske krav fra 1944 vedrørende Svalbard. clxi De
nordatlantiske øer var vigtige for USA, der nu havde store troppestyrker stående i Europa og Asien.
Da Island ikke ønskede at have en amerikansk militær base i fredstid, fik USA kun lov til at
udstationere 600 civile specialister, der skulle betjene fly på vej fra Nordamerika til Europa. En
islandsk-amerikansk aftale herom fra september 1946 gjaldt dog kun frem til sommeren 1952.
clviii
AVP RF 0512 2 8 6. Diverse aktstykker. ???????? (Istotjnik) 1995:4, s. 119-132. Se også Bent Jensen: Den
lange befrielse, s. 22-25.
clix
AVP RF 06 3 14 170. Vlasovs referat 17.4.1941.
clx
AVP RF 085 27 119 2, 43. Litvinov til M. Lozovskij 26.7.1943.
clxi
Sven Holtsmark: A Soviet Grab for the High North?
62