Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

For effektivt at kunne kontrollere de mange sovjetiske skibe måtte både nogle juridiske og nogle
praktiske problemer overvindes. Stort set syntes skibene at iagttage gældende forskrifter; de foretog
omladning uden for territoriet; og den færøske toldlov gav næppe hjemmel til at undersøge skibe, der
lå på reden og ikke gik ind i havnen. Selv hvis der fandtes hjemmel, var der kun ét toldsted i
Thorshavn og en enkelt toldbetjent et andet sted. Dertil kom, at samtlige politibetjente var færinger,
"og færingerne har nu engang en særlig indstilling", som den danske officer udtrykte det.
Marinedistriktet rådede kun over lidt militær, en kutter og et ganske ringe antal værnepligtige
marinesoldater. I visse perioder var dog fiskeriinspektionsskibet Thetis stationeret i Thorshavn. Der
var altså meget ringe mandskab til at foretage eftersyn, selv om man kunne finde påskud hertil
Med eller uden juridisk hjemmel opretholdt marinedistriktet imidlertid inspektion af de sovjetiske fiskerbåde,
når de gik ind på færøsk søterritorium. De sovjetiske fiskere havde hidtil respekteret, at inspektion kunne finde
sted bortset fra et enkelt tilfælde. De rettede sig stort set efter marinedistriktets anvisninger og søgte tilladelser
gennem dette til f. eks. at landsætte syge, få vandforsyninger og søge læ under stormvejr. Men det var jo ikke
sikkert, at de også fremover ville opføre sig således. Derfor rejste spørgsmålet sig om hjemmel for
marinedistriktet til at kontrollere den sovjetiske aktivitet.
Bortset fra de færøske politibetjente var også den færøske befolkning i almindelighed et
sikkerhedsproblem ifølge den danske komandørkaptajn. "Færingerne var ret velvilligt stemt over for
russerne”, hvilket navnlig måtte føres tilbage til den påståede nødvendighed for Færøerne at få afsat
fisk til Sovjetunionen. Hertil kom ”den almindelige færøske nysgerrighed”: "Folk stimlede sammen
ved havnen og søgte at fraternisere med russerne."
Kommandørkaptajn Madsen var også urolig for det sovjetiske ønske om at få overladt en bestemt
fjord – man havde talt om Fundingfjorden - som fast base. Hidtil var ønsket blevet afvist, og det
burde fortsat afvises, understregede Henrik Madsen kraftigt:
"Fra et militært synspunkt var det i forvejen betænkeligt nok at have så mange russere liggende
permanent ved Færøerne, idet denne aktivitet som anført let kunne være et skalkeskjul for illegal, ja
farlig aktivitet; skulle russerne ligefrem have en bestemt fjord til disposition, ville det blive helt galt."
Ved dårligt vejr fik den sovjetiske fiskeflåde i enkeltstående tilfælde lov til at søge læ på søterritoriet
for at omlade forsyninger, f. eks. olie. Men på denne måde ville fiskeflåden måske søgte at
tilvejebringe en slags hævd.
Kommandørkaptajnen med det militære ansvar for Færøerne inklusive søterritoriet syntes at være ret
pessimistisk. Det var hans opfattelse, at de militære myndigheder i Danmark ikke interesserede sig
synderligt for Færøerne eller for den sags skyld for Grønland. Søværnet havde hverken personel eller
materiel til at løse de dér eksisterende militære problemer. Hvis der blev oprettet et færøsk
hjemmeværn efter det næste valg til lagtinget, og hvis der kunne blive stationeret et
fiskeriinspektionsskib permanent, kunne det vel give nogen mulighed "for at afværge evt. russiske
aktioner, såfremt den russiske fiskerflåde fortsat blev holdt i passende afstand af Færøerne, og
såfremt man nåede frem til visse minimale kontrolforanstaltninger." cclix
Ny maritim vurdering af den sovjetiske trussel. I november 1954 gjorde kommandørkaptajn
Henrik Madsen igen rede for sit syn på den sovjetiske trussel mod Færøerne. Under et nyt besøg i
udenrigsministeriet fortalte han, at den sovjetiske fiskerflåde nu ønskede tilladelse til at omlade bl.a.
cclix UM 105 L 1. Notits 29.5.1954 af H.H. Mathiesen.
94