Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

Efter at udenrigsministeren - der fremhævede, at han også var Færøernes udenrigsminister - havde
givet en redegørelse for Øst-Vest-forholdet og for den sovjetiske militære opbygning i Nordatlanten,
blev han mødt med en byge af kritiske bemærkninger fra færøsk side. Erlendur Patursson lagde ud
med at sige, at Ellemann ikke kunne udtale sig på vegne af Færøerne, da de ”som bekendt” ikke
ønskede at være med i NATO. Formanden gjorde opmærksom på, at oprettelsen af stationen i
Mørkedal ikke havde været behandlet i lagtinget og ville gerne vide, om der i Danmark var etableret
”baser” af lignende karakter. Han ville også gerne vide, om NARS-stationen på Færøerne og
eventuelle andre stationer var forenelige med Danmarks erklærede sikkerhedspolitik, som jo forbød
baser på dansk område. Endelig ville han gere vide, om USA betalte den danske stat for, at den
havde givet lov til stationen på Færøerne.
Ellemann-Jensen besvarede det principielle spørgsmål om Færøerne og NATO med den danske
standardforklaring: Et færøsk ønske om et ændret forhold til NATO kunne kun rejses i forbindelse
med en ændring af hjemmestyreloven. Om selve stationen sagde han bagatelliserende, at den kun var
”et lille led i det samlede varslingssystem”. I øvrigt havde han ikke detaljeret kendskab til stationen,
det måtte færingerne tale med den danske forsvarsminister om. Spørgsmålet om stationen var
forenelig med Danmarks basepolitik lod udenrigsministeren ifølge referatet ubesvaret.
Dette emne kom tidligere lagmand Atli Dam derimod ind på ved at sige, at aftalen om stationen
”syntes at være indgået” mellem det danske udenrigsministerium på den ene side og det amerikanske
udenrigsministerium og koncernen ITT på den anden side. Dam betegnede dette som både
”usædvanligt og foruroligende”. Der havde ingen som helst debat været herom hverken i Danmark
eller på Færøerne. Den tidligere lagmand stillede spørgsmålet, om den indgåede aftale (der var
indgået i hans fars, lagmand Peter Mohr Dams embedsperiode) i det hele taget var i
overensstemmelse med dansk lovgivning.
Jógvan Sundstein fra Folkeflokken fremhævede, at lagtinget med stort flertal havde vedtaget, at alle
militære installationer måtte fjernes fra Færøerne, og at Færøerne blev erklæret for atomfri zone. Han
greb fat i Ellemann-Jensens henvisning til forsvarsministeren og sagde, at han gerne så, at udvalget
fik lejlighed til at møde forsvarsministeren for at få en redegørelse for såvel den vestlige som den
østlige efterretningsvirksomhed i og omkring Færøerne.
Petur Reinert ville vide, hvornår de færøske myndigheder var blevet underrettet om den danskamerikanske
aftale uden for NATO – og i hvilken form en sådan underretning var sket. Herpå
svarede udenrigsministeren, at de færøske myndigheder var blevet underrettet på helt normal vis
gennem rigsombudet. (Kun lagmanden var blevet orienteret af regeringen). I øvrigt ville han hellere
drøfte det, han kaldte spørgsmålets substans, nemlig den sovjetiske militære opbygning i
Nordatlanten, som gav anledning til bekymring og samtidig understregede den store betydning af en
effektiv overvågnings- og varslingstjeneste.
Atli Dam var imod at indkalde forsvarsministeren i udvalget. Herved ville Færøerne nemlig direkte
blive gjort ansvarlig for det skete, og det ønskede Færøerne ikke. Han sagde om spørgsmålet om
Færøerne og NATO, at en ændring af Færøernes relationer til NATO og andre sikkerhedsspørgsmål
ikke nødvendiggjorde en ændring af hjemmestyreloven. Alene et flertal i folketinget var fornødent.
Han henviste i den forbindelse til den dagsorden, som folketinget i maj havde vedtaget, og som
pålagde regeringen at arbejde for, at Danmark blev atomvåbenfrit. Dam henstillede, at regeringen
søgte at ændre den amerikanske stations status ved at henlægge den til NATO/Danmark.
51