Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

Blandt de politiske partier var opmærksomheden især rettet mod Folkeflokken (kaldet "Folkepartiet"
i den sovjetiske rapport), fordi dette parti krævede Færøerne omdannet til "en fri og uafhængig
Nordisk Stat", som det blev formuleret (på russisk), uden at partiet dog ville udelukke fortsat nære
forbindelser til Danmark. Folkeflokkens forslag i lagtinget den 10. april 1940 om, at lagtinget skulle
overtage hele styret af Færøerne, og samme partis ønske om efter den britiske besættelse at udråbe
Færøerne som en selvstændig stat blev ligeledes nævnt, ligesom de øvrige partiers forkastelse af disse
forslag. Folkeflokkens stærkt voksende indflydelse under den britiske besættelse blev fremhævet,
således også bankdirektør Thorstein Petersens valg til folketinget i maj 1943 og Folkeflokkens
valgsejr ved valget til lagtinget i august 1943. Den sovjetiske rapports konklusion lød, at "den
færøske separatistiske bevægelse er vokset betydeligt."
Det interessante er imidlertid, hvordan denne voksende færøske bevægelse for uafhængighed blev
opfattet og fortolket i Moskva. Her er der adskillige interessante iagttagelser at gøre. De sovjetiske
analytikere bruger konsekvent betegnelserne "separatistisk" og "separatisme"; og disse ord anbringes
altid i gåseøjne, når den færøske bevægelse for selvstændighed blev analyseret og fortolket. Den
sovjetiske rapport brugte altså ikke positivt ladede begreber som "selvstændighedsbevægelse" for slet
ikke at tale om "befrielsesbevægelse". Når de så sig nødsaget til at bruge sådanne mere positivt
ladede ord, fordi andre brugte dem, blev de også altid anbragt inden for gåseøjne.
Grunden til dette sproglige forbehold var, at de sovjetiske analytikere åbenbart ikke kunne forestille
sig, at Færøerne ville være i stand til at etablere sig som en suveræn stat. Eller rettere: Moskva, der
tænkte i klassekampskategorier - også når det drejede sig om storpolitik, mente, at den færøske
selvstændighedsbevægelse måtte være et redskab for andre og mægtigere kræfter - nemlig de vestlige
stormagter Storbritannien og USA.
Som tidligere omtalt var det Moskvas opfattelse, at væksten i den færøske selvstændighedsbevægelse
under krigen skyldtes Storbritannien. Det var briterne, som på grund af deres strategiske interesser ”i
betydelig grad har stimuleret udviklingen af den færøske separatistbevægelse." Formålet var ifølge
den sovjetiske udlægning, at Briterne ville have indflydelse på Færøerne og derfor ønskede
Danmarks greb om Færøerne svækket eller fjernet.
Bl.a. havde Moskva bemærket, at en ambassaderåd ved den britiske ambassade på Island (Mr. Kars)
for nylig var blevet overført til permanent arbejde i Thorshavn. Det var heller ikke undgået Moskvas
opmærksomhed, at lagtinget selv i maj 1944 havde udnævnt færøske handelsrepræsentanter med
udvidede beføjelser i Aberdeen i Skotland og i Reykjavik på Island. Den færøske
handelsrepræsentant i Reykjavik skulle have udtalt, at færingerne ligesom islændingene anså sig selv
for at være værdige til selvstændighed.
Mærkeligt nok omtales Islands selvstændighedserklæring i 1944 overhovedet ikke i den sovjetiske
redegørelse om de færøske selvstændighedsbestræbelser. Måske fordi Island blev betragtet som en
stat, der faktisk ville være i stand til at hævde sin suverænitet, mens Moskva som sagt ikke anså
Færøerne for at kunne eksistere uden en underordnet tilknytning til en anden, stærkere stat.
Derimod spillede Island med i de sovjetiske overvejelser om Færøerne på en anden måde. Mange af
de informationer, Moskva modtog om situationen på Færøerne, stammede nemlig fra det sovjetiske
gesandtskab i Reykjavik, hvor kam. Krasilnikov residerede. ccxiii På island fandtes der også et
kommunistisk parti. Krasilnikov havde således indberettet til Moskva, at briterne ikke alene ydede
ccxiii Der findes ingen oplysninger om Krasilnikov i sovjetiske diplomatiske håndbøger.
79