Føroyar undir kalda krígnum (1945-1991) - Løgmansskrivstovan

nævnte også, at forsvarsministeren lagde stor vægt på troskab mod NATO – underforstået: uanset
hvad færingerne måtte mene.
Samtidig med, at Socialdemokratiet blev mere NATO-kritisk, blev Folkeflokken mere NATOpositiv.
Ikke mindst partiets medlem af folketinget, Óli Breckmann, gik i brechen for den vestlige
alliance. Han opfordrede offentligt Tjodveldisflokken til at bøje sig for den kendsgerning, at et flertal
af befolkningen på Færøerne ønskede at beholde NATO-stationerne, og at et meget stort flertal
ønskede den vestlige alliance alt det bedste. Dette fremgik af en vælgerundersøgelse, som Erlendur
Paturssons partifælle Zacharias Wang havde foretaget. Lagtingets anti-militære beslutninger havde
altså ikke et flertal i befolkningen bag sig.
Breckmann opfordrede også Erlendur Patursson til at kigge ind i ”de hemmelige rum på et hvilket
som helst sovjetisk fiskeskib ved kajen i Skåle eller Thorshavn; disse skibe var utvivlsomt meget
bedre udstyret med våben end samtlige NATO-installationer. Breckmann anslog, at styrkeforholdet
Sovjetunionen-NATO på Færøerne var 2-1, idet der var ca. 100 NATO-folk stationeret på Færøerne,
mens russerne altid havde mindst 200 militærfolk i de færøske havne. Dette tal kunne oven i købet let
fordobles, således at en skønne dag 500 mand let og elegant kunne springe i land rundt omkring på
øerne – ”og så var det slut”.
Også tidligere havde Folkeflokkens organ Dagbladid gjort gældende, at Færøerne ikke kunne være
neutrale. Den sovjetiske militære tilstedeværelse ved Færøerne var nemlig så omfattende, at øerne
kunne besættes en af de første dage af en krig i kraft af, at de sovjetiske søstridskræfter havde
overtaget i Nordatlanten.
Formanden for Folkeflokkens gruppe i lagtinget, Jógvan Sundstein, udtalte, at Færøerne burde være
med i NATO og nyde godt af den sikkerhed, denne forsvarsalliance gav. Men færingerne måtte selv
beslutte dette. Det skulle ikke presses igennem af Danmark. Han anførte Island som model. Landet
var medlem af NATO, men havde ikke de store militære forpligtelser. Hjemmestyreordningen måtte
revideres, så færingernes selvbestemmelsesret kunne komme til udtryk.
Samtidig med denne bekendelse til NATO ønskede Sundstein dog noget inkonsekvent Færøerne
erklæret for atomfrit område. I den forbindelse omtalte han en henvendelse fra Socialdemokratiets
formand Anker Jørgensen, hvori denne inviterede Folkeflokken til at deltage i en konference om at
gøre de nordiske lande til atomvåbenfrit område. Sundstein forestillede sig, at hvis Færøerne kunne
få garanti som atomvåbenfrit område, og hvis et lignende territorium i den sovjetiske magtsfære også
fik en sådan garanti, ville man være kommet stykke ad vejen. Større og større områder på begge
sider af jerntæppet ville så kunne blive erklæret for atomvåbenfrie
McCloy´s besøg i Thorshavn. Det amerikanske orlogsskib McCloys besøg på Færøerne i 1987 er
allerede blevet omtalt (se kapitel 5). McCloy lagde til i Thorshavn, uden at landsstyret havde fået
garantier for, at det ikke medførte atomvåben.
Som de første medier omtalte Land og Folk og derpå det sovjetiske telegrambureau TASS de
færøske demonstrationer i forbindelse med det amerikanske krigsskibs besøg. Danske myndigheder
cdxliv Sosialurin 7.9.1985.
cdxlv Dagbladíd 6.9.1985.
cdxlvi Dagbladíd 9.9.1985.
cdxlvii Land og Folk 22.7.1987.
153